»Det skær i hjertet at skulle sige, at der er lukket.«

En række varmestuer og væresteder, hvor udsatte borgere kan komme for eksempelvis at få varmen, få personlig støtte eller bare få en snak, står lige nu over for det samme problem.

Der er mangel på frivillige. Det skriver TV 2 Øst.

Blandt andet fortæller Martin Mader, der sammen med sin hustru driver varmestuen Værestedet Huset i Nakskov, at man flere dage har været nødt til at halvere åbningstiden, ligesom man helt har måttet lukke i weekenderne.

»Det skær i hjertet at skulle sige, at der er lukket,« siger han til TV 2 Øst.

Til mediet fortæller Lars Lydholm, der er informations- og forvaltningschef hos Frelsens Hær, at det ikke kun er på væresteder, man mangler frivillige. Det gør man for eksempel også i genbrugsbutikker.

En konsekvens af de manglende hænder er, at man må skære i de sociale tilbud og i åbningstiderne, hvilket han til TV 2 Øst kalder 'en bekymrende udvikling'.