Mange danskere bukker stadig under for influenza.

Og tendensen ser ikke ud til at stoppe lige med det samme.

Det fortæller Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder hos SSI, til B.T.

»Der er ikke noget, der tyder på, at tallet er på vej ned. De kommende uger skal vi nok forvente at se en fortsat stigning i antallet af smittede,« siger hun.

Stigningen har været konstant siden nytår.

»Der var et fald henover julen. Covid-19 toppede ligesom i ug 49 og 50, men det gjorde influenzaen ikke. Den vil muligvis først toppe i februar, men det er lidt usikkert på nuværende tidspunkt,« siger sektionslederen, der siger, at der ikke er noget usædvanligt i omfanget af influenza på nuværende tidspunkt.

»Det begynder at ligne et normalt år ligesom tiden før covid-19. Vi havde forestillet os, at det ville stige lidt på det her tidspunkt, og det er det så også. Men der er ikke noget bekymrende i det,« siger Bolette Søborg.

Der er to influenza typer i omløb: A og B. Det er antallet af tilfælde med influenza A, der stiger mest.

»Det er den type, der typisk rammer flest ældre mennesker. Den har da også givet en stigning i antallet af indlæggelser i den seneste uge,« siger sektionslederen.

Mens det altså fortsat går den forkerte vej med influenza, er der bedre nyheder, hvad angår de øvrige luftvejsinfektioner i perioden 22. til 28. januar,

Antallet af påviste tilfælde og indlæggelser med covid-19 bliver ved med at falde, og det samme gør tilfældene af RS-virus.

Det er også et fald i tilfældene af kighoste og mycoplasma.

»I det samlede smittetryk er der ikke sket en stigning, men influenzaen skiller sig altså lidt ud,« opsummerer Bolette Søborg.