Fik du et fjerde stik i efteråret? Så er der godt nyt.

De variantopdaterede boostervacciner, rettede mod nyere varianter af coronavirus, beskytter nemlig godt mod alvorlig sygdom i forbindelse med covid-19.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Af denne fremgår det, at dem, som har modtaget den såkaldte boostervaccine, er 'cirka 73 procent bedre beskyttet mod indlæggelse som følge af covid-19, end dem, der kun har fået tre stik'.

»Vi har undersøgt effekten af bivalente boostervacciner over for indlæggelse, og vi kan se, at de har en god effekt. Det gælder, uanset hvilken vaccine man har fået, og hvor gammel man er,« siger Bolette Søborg, der er overlæge og sektionsleder på SSI.

I efterårets vaccinationsindsats, der startede 15. september, blev alle danskere over 50 år, samt dem, som er i udvalgte risikogrupper, tilbudt det fjerde stik.

Siden da har 75 procent af befolkningen, der er fyldt 50 år, modtaget vaccinationen, mens det er er helholdsvis 87 procent af danskerne på 85 eller derover.

Derudover har 89 procent af de danske plejehjemsbeboere fået boostervaccinen.