Mens en hverdag med et åbent samfund uden mundbind og testpinde i næsen rykker nærmere dag for dag, gør en trussel fra øst det samme.
I et nyt interview med Sundhedspolitisk Tidsskrift fortæller afdelingschef i Statens Serum Institut Tyra Grove Krause, at den såkaldte indiske variant af coronavirussen kan få konsekvenser for genåbningen af Danmark.
»Truslen for nye varianter viser, at det er hensigtsmæssigt at holde smittetrykket nede generelt, indtil flere er blevet vaccineret, og ikke lempe for meget for hurtigt, da det vil betyde, at de også kan blusse eksplosivt op. Hvis vi får udbredt samfundssmitte med end mere smitsom variant, vil det medføre stigende smittespredning med risiko for flere lokale nedlukninger,« skriver hun i et skriftligt svar til Sundhedspolitisk Tidsskrift.
Og det betyder altså også, at det kan blive nødvendigt med endnu flere forebyggende tiltag for at holde smitten nede, fortæller hun.

Myndighederne prøver i forvejen at begrænse spredningen af varianten.
Det sker både ved hjælp af rejserestriktioner i forhold til Indien, Bangladesh og Nepal, hvor der er udbredt smitte, og så foretager Styrelsen for Patientsikkerhed intensiveret kontaktopsporing, når nogen konstateres smittet med den indiske variant.
'Men hvis den virkeligt er op til 50 procent mere smitsom end B.1.1.7, som der er tegn på i England, vil den givetvis kunne sprede sig både i Europa og også i Danmark, og så bliver det endnu et kapløb med vaccinerne,' siger Tyra Grove Krause.
Nye tal, Sundhedspolitisk Tidsskrift har fået af Statens Serum Institut, viser, at der er fundet 90 tilfælde af den indiske variant i Danmark – 58 er i hovedstaden.
I Storbritannien oplever de lige nu, at den indiske variant udgør en reel trussel mod den totale genåbning, landet ellers var på vej mod i juni.
Og det til trods for, at Storbritannien er Europas mest vaccinerede land.