Siden nyheden om, at Pfizer ikke kan levere det forventede antal vacciner, har der været bekymring for, hvilke konsekvenser det vil få for myndighedernes vaccinationsplan.

Direktør for Statens Serum Institut, Henrik Ullum, forklarer i et nyt interview med Politiken, at et land som Danmark lider mere under de forsinkede leverancer, fordi vi vaccinerer, så snart vi får vaccinerne, modsat andre lande som tager længere tid om at få dem ud til borgerne, og dermed har et lager liggende i fryseren.

»Men vi giver vaccinerne, når vi får dem, fordi det er den optimale måde at håndtere epidemien på. Derfor bliver vi straffet 100 procent på det her,« siger Henrik Ullum til Politiken.

De færre leverancer bør dog ikke få indflydelse på forventningen om, at alle danskere er færdigvaccinerede inden slutningen af juni, mener Henrik Ullum.

Danmark er også begyndt at modtage vacciner fra den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna.

EU forventes snart at tage stilling til, om vaccinen fra britiske Astra Zeneca kan godkendt til brug i EU.

I givet fald er det også en vaccination, som Danmark har lavet forhåndsaftaler om indkøb af gennem EU.