»Jeg tror, at de fleste folk hos Statens Serum Institut faktisk slet ikke forstår virus. Det er ret skræmmende.«

Sådan sagde Kristian G. Andersen, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi ved Scripps Research Institute, i et større interview med Politiken.

Men det er ikke en påstand, der vækker meget glæde hos  Statens Serum Institut, hvor direktør Henrik Ullum nu svarer igen, da han simpelthen ikke mener, at det giver nogen mening.

»Det er jo en fuldstændig bizar påstand, at vi på Statens Serum Institut ikke skulle forstå virus. Fuldstændig,« siger han og uddyber:

»Danmark er jo et af de lande i verden, der har været allerbedst til at håndtere pandemien. Et af de lande, der har været allerbedst til at sekventere (analysere virus’ arvemateriale, red.) og følge sygdomsudviklingen i befolkningen. Det betyder, at eksperter fra hele verden jo har kigget mod Danmark, når der er kommet nye varianter, fordi vi havde styr på det,« forklarer han til Politiken.

Han mener, at Danmark, de gange hvor det har været nødvendigt, har lukket rettidigt ned for samfundet, hvilket ikke var sket, hvis SSI ikke havde forstand på covid 19-virussen.

En del af kritikken går også på, at SSI skal have nedtonet risikoen ved covid-19, da de mange restriktioner og anbefalinger om isolation og testning forsvandt.

Dette er Henrik Ullum dog også uenig i. Han peger på, at befolkningen tidligere ikke havde megen immunitet, men at det nu har ændret sig med vacciner samt omikron-bølgen, som ramte Danmark sidste vinter.

Han kan heller ikke nikke genkendende til, at SSI skulle nedtone risikoen for senfølger. Her peger han på, at der er lavet studier på forekomsten af senfølger, og han henviser til de senfølgeklinikker, som blev oprettet i forbindelse med omikron-bølgen, som ikke blev overvældet af patienter.

Henrik Ullum har en fortid som professor ved Københavns Universitet, overlæge på Rigshospitalet og formand for de Lægevidenskabelige Selskaber. Som overlæge på Rigshospitalet havde han blandt andet ansvaret for al virologisk testning.