Det var drømmen om at blive professionel rytter – leve af at ride – der for 12 år siden førte 19-årige Emilie Uttrup alene til Kina.
Seks uger efter hun er ankommet, sidder hun på bagsædet af en bil. De kører stærkt på små snørklede veje. Hun prøver at lukke øjnene – døse lidt hen. Så får hun blackout.
»Det næste, jeg husker, er, at jeg åbner øjnene på et lille landsbyhospital og får stukket en telefon op til øret,« siger Emilie Uttrup.
Det er hendes far, der er i røret. Han er fuldstændig panisk: »Hvad sker der?«
Faktisk er det et under, at han overhovedet har fået fat i hende. Ingen på hospitalet ved, hvem hun er. Hun har ingen kort eller papirer på sig. Kun sin mobil, der er smadret.
Men en læge har fisket simkortet ud af den smadrede mobil og sat det i sin egen. Og hendes far er insisterende blevet ved med at ringe.
»Jeg tror, jeg er faldet af en hest,« siger Emilie Uttrup omtumlet og kigger ned af sin krop.
Der er blod og skrammer på hendes arme og ben. Så kommer hun i tanke om bilen. Bagsædet.
»Nej, jeg tror, jeg har været i en bilulykke,« får hun sagt til sin far, før hun igen får blackout.
31-årige Emilie Uttrup går tur i kystbyen Ericeira i Portugal, mens hun fortæller detaljeret om ulykken i 2009. Det er vigtigt, at interviewet ligger tirsdag »for de har lovet gode bølger onsdag«.
I dag er hesten nemlig skiftet ud med et surfbræt, og Emilie Uttrup repræsenterer Danmark på det danske surflandshold.
Efter ulykken i Kina skete der noget med den pige, der drømte om en karriere som professionel springrytter.
Først for tre år siden fik hun skrevet det hele ned. Og delt det. Først med sine forældre. Så med de nærmeste venner. Og så med resten af verden – eller i hvert fald dem, der læser Huffington Post, hvor hendes artikel blev trykt.
Siden har hun modtaget historier fra alverdens fremmede, som har spejlet sig i hendes ord og fundet modet til at overvinde frygten og gå efter drømmen.
I den kinesiske hospitalsseng lover den 19-årige kvinde sig selv to ting: Hun vil ikke være bange for at rejse. Og hun vil lære at surfe.
På landsbyhospitalet er de lokale læger klar til at operere Emilie, da mobilen med hendes simkort igen ringer. Det er moren til en af de kinesiske piger, hun underviser i ridning. Moren er tilfældigvis også læge på et stort universitetshospital.
»I skal ikke røre hende. Jeg er på vej. I skal bare holde hende i live,« siger hun til lægen på landsbyhospitalet, og næste morgen får hun Emilie overflyttet til universitetshospitalet.
På vej til ambulancen får Emilie øje på sig selv i elevatorens spejle. Hendes ansigt er hævet, sort og blåt. Hun har sår og er syet med sting flere steder i hovedet. Alt gør ondt.
»Det er første gang, jeg opdager, hvor slemt det er,« siger hun.
Flere gange har hun spurgt, hvad der er sket med de tre andre i bilen.
»Det skal du ikke tænke på,« lyder svaret.
På universitetshospitalet bliver hun CT-skannet. Hun har indre blødninger og en kollapset lunge. Men lægerne vurderer, at operation ikke er nødvendig. Hun er ung og stærk.
Næste gang Emilie vågner, står hendes mor ved hendes side.
Hun fortæller, at to af de andre i bilen er omkommet. Hendes chef er gået bort.
»Han havde en søn, som kun var et par år yngre end mig, så hele min verden brød sammen, da jeg fik beskeden.«
Efter tre uger på hospitalet får hun lov til at rejse hjem til Danmark. Hun får tilbudt krisehjælp og psykologtimer, men hun vil bare glemme det, der skete i Kina.
»Jeg var ung, og dengang for 11 år siden troede jeg, psykologhjælp var for skøre folk,« siger hun.
I dag ville hun helt klart have sagt ja.
»Vi kan allesammen få brug for hjælp.Tænk, at jeg, en 19-årig, der havde været i en tragisk ulykke, ikke syntes, det var passende.«
Men der skulle gå mange år, før Emilie Uttrup fandt ud af, hvilken styrke der ligger i at dele sin sårbarhed.
Tilbage i Danmark får hun at vide, at hun skal vente lidt med at ride igen. Men hun tager i smug ud til hestene for at ride.
»Jeg skulle bare videre med mit liv,« siger hun.
Hun begynder at ride konkurrencer igen. Men noget mangler. Lysten.
»Det føltes bare som en pligt,« siger hun.
Tanken om, hvor galt det kunne være gået i Kina – får hende til at spørge sig selv: 'Er det bare det?'
Der er så mange andre ting, hun gerne vil. Især de to ting, hun lovede sig selv på hospitalet i Kina.
Hun køber en flybillet til Australien og fire dages ophold på et hostel i Sydney.
»What?« er hendes forældres første reaktion. Men de støtter hende i hendes nye drøm. Hendes mor har dog én bekymring. Er du sikker på, at du skal rejse alene igen?
Emilie får overtalt sin gymnasieveninde til at rejse med. Og i september 2010 – et år efter hun rejste til Kina – står hun igen i Københavns Lufthavn.
Både hendes mor og far har tårer i øjnene, da hun krammer dem farvel.
»Jeg prøvede virkelig at være stærk. Jeg vidste, hvor svært det var for mine forældre. Først da de var væk, kiggede jeg på min veninde og tudbrølede,« siger hun.
Af de valg, hun har taget i sit liv, er beslutningen om at opgive ridesporten og rejse til Australien det sværeste.
»Jeg var jo pissebange. Men hvis jeg ikke tog afsted, lod jeg frygten for at rejse få en endnu større plads i mit liv,« siger hun og fortsætter:
»Det var nogle hårde ting, jeg gik igennem. Jeg fik måske ikke bearbejdet mine oplevelser 100 procent. Men da jeg kom til Australien, tillod jeg mig selv at være 20 år igen.«
Nu skal hun bare lære at surfe. Så hun får booket en weekend på en surfcamp.
»Jeg var røvelendig, men jeg blev helt forelsket,« siger hun.
Ligesom i ridning er der noget uforudsigeligt over bølgerne. Hun genkender nervøsiteten og adrenalinen, hun også som springrytter fik et kick ud af.
Emilie har været vant til at tilbringe det meste af sin tid i en stald. Så beslutningen om at droppe hestene skabte et kæmpe tomrum, og samtidig skulle hun finde ud af, hvem hun nu var, når hun ikke længere var springrytter.
»Den her cool surfer-livsstil ville jeg gerne være en del af,« siger hun.
Da hun får udbetalt sin første løn, køber hun et surfbræt og en våddragt. Og det næste år bor, arbejder og rejser hun rundt i Australien.
Efter tre semestre på universitetet hjemme i Danmark, trækker udlængslen hende igen til Australien, hvor hun får en study abroad-plads og studerer i ni måneder.
Hun undersøger også muligheden for at læse sin kandidat i Australien, men det er alt for dyrt. I stedet finder hun en kandidat i marketing i Portugal, der byder på nogle af Europas bedste bølger.
»Nu har jeg været on-off hernede de seneste fem år,« siger hun.
I dag arbejder Emilie Uttrup som digital marketing manager, hvor det meste kan foregå online. Derudover bruger hun sin historie til at inspirere andre gennem blandt andet foredrag. På den måde kan hun kombinere sit job med at surfe. Et liv, hun elsker.
»Det er jo ikke, som det var engang: hang loose, joints og den slags. Det er virkelig en professionel sport,« siger hun og fortsætter:
»Men det er meget mere end en sport. Det er en livsstil. Det der med, at du opgiver alt andet, hvis der er gode bølger.«
Siden 2015 har hun surfet på det danske landshold. Deltaget i både EM og VM. Og hun håber da at skulle til VM i år.
»Jeg surfer, fordi det er det sjoveste i hele verden. Bare det at være i vandet er en form for meditation for mig.«
Springrytter. Surfer. Hun er på mange måder et konkurrencemenneske – en drengepige, hvis man kan putte den slags i kasser.
Men de reaktioner, hun har fået, siden hun for tre år siden begyndte at fortælle om ulykken, har lært hende noget nyt:
»Det er sgu okay at være sårbar. Da jeg pludselig begyndte at vise min egen sårbarhed, opdagede jeg, hvordan jeg bare connectede bedre med folk omkring mig,« siger hun og tilføjer:
»Det er lidt skræmmende, at nogle af mine tætte venner dengang ikke kendte til ulykken.«
At overkomme sin frygt, men samtidig turde dele sin sårbarhed, er blevet et budskab, som hun gerne vil turnere med.
»Nogle gange er det de ting, vi er mest bange for, der ender med at blive de bedste kapitler i vores liv. Drømme kan ændre sig, og det er okay,« siger hun og fortsætter:
»Surf gav mig muligheden for at rejse, opleve nye ting og møde nye mennesker. Følelsen af at være i live igen.«
