Store mængder sne giver store problemer – også økonomisk.
Det mærker Stevns Kommune, som i løbet af to uger har brugt op mod 4,5 millioner kroner på at gøre vejene farbare, efter det hårde vintervejr indtraf.
»Snerydningen har indtil videre kostet cirka 4,5 mio. kr., siden snestormen startede for to uger siden,« oplyser kommunen på Facebook.
Beløbet er højere end de tre millioner kroner, som kommunen havde budgetteret med, fortæller kommunaldirektør Henrik Nielsen til TV 2 Øst.
»Så lige nu har vi brugt 150 procent af vores årlige vinterberedskabsbudget for 2026,« siger han til mediet.
Om det vil betyde, at kommunen skal spare andre steder, er endnu uklart.
Det ser dog ud til, at kommunen indtil videre må fortsætte med at investere i snerydning, for arbejdet er ikke færdigt.
»Weekenden er snart forbi, men sneen ligger stadig over Stevns. Så vores folk knokler videre derude. Tak for jeres forståelse og opbakning,« lyder det i et Facebook-opslag fra kommunen.

