Unge på 16-17 år skal slet ikke have mulighed for at købe alkohol, uanset hvor lav alkoholprocenten er.

Det mener vin- og spiritusgrossisternes interesseorganisation, VSOD, ifølge avisen Danmark.

»Vi kan ikke se, at det kan være rigtigt, at unge på 16 og 17 år skal have lov at købe alkoholiske drikke med op til 16,5 procent alkohol.«

»Alkohol er alkohol, uanset om det er øl, vin, cider eller vodka, og alkohol er et nydelsesmiddel for voksne,« siger Carsten Suhrke, formand for VSOD, til avisen og tilføjer, at der heller ikke er mængdebegrænsning på, hvor meget unge må købe.

Lovgivningen dikterer i dag, at unge under 18 år må købe alkohol, hvis alkoholprocenten er under 16,5.

Carsten Suhrke siger til avisen, at holdningen ikke er ny i organisationen, men at den overrasker de fleste.

En af dem, som netop er overrasket over branchens interesse i et totalforbud, er Peter Konow, som er direktør i Alkohol & Samfund.

»Det var jeg ikke klar over. Men jeg er da virkelig glædeligt overrasket, for det er en vigtig sag.«

»Det er skadeligt for en ung hjerne på 16-17 år, hvor puberteten i forvejen galoperer. Sådan en hjerne er slet ikke færdigudviklet, og det er en rigtig dårlig idé at hælde alkohol i den,« siger han til avisen Danmark.

Både han og VSOD er fortørnede over, at nogle producenter producerer alkoholshots med lige under 16,5 procent alkohol i, så de helt unge kan købe dem.

Bryggeriforeningen, som varetager de danske bryggeriers interesserer, er ikke umiddelbart klar på at hoppe med ideen.

»Det, vi taler om, er jo, om en 17-årig 2.g'er skal have mulighed for at købe nogle øl, hvis han eller hun skal til fest på gymnasiet.«

»Det kan godt være, man skal opgive det, men vi tillader os bare at sige: Skulle vi ikke få 16-års grænsen til at fungere, inden vi hæver den til 18 år, hvor det alt andet lige blive endnu sværere at håndhæve reglerne,« siger direktør Niels Hald til avisen Danmark.

/ritzau/