Spilselskaberne kigger potentielt ind i et indtægtstab på flere hundrede millioner kroner om året som følge af et forbud mod reklamer under sportsbegivenheder på tv.

Det estimerer Spillebranchen, der er brancheorganisation for selskaber, som tilbyder væddemål og onlinekasino i Danmark.

- Det er svært at lave en beregning, men vi taler om den allerbedste og allervigtigste markedsføringskanal, siger Morten Rønde, der er administrerende direktør i organisationen.

- For væddemålsudbydere er prime time omkring sportskampe. Det er der, hvor der er flest, som ser tv. Og det kan du ikke erstatte en til en med noget andet.

- Hvis det (forbuddet, red.) betyder bare en lille nedgang i spillet - eksempelvis fem procent - vil det være et tab på knap 300 millioner kroner. Det vil svare til et tab for staten på 84 millioner kroner i afgifter.

Fredag har et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der skal bremse spilafhængighed og styrke beskyttelsen af børn og unge mod pengespil.

Aftalen indeholder blandt andet et såkaldt fløjt-til-fløjt-forbud, der forbyder reklamer for pengespil på tv og streaming i forbindelse med transmissioner af livesport.

Det vil gælde fra ti minutter før første fløjt og indtil ti minutter efter sidste fløjt.

Skatteministeriets egen beregning har vist et tab til staten på 25 millioner kroner årligt. I det tilfælde ville det koste spilbranchen knap 100 millioner kroner.

Sidste år tjente de 40 regulerede spiludbydere, der tilbyder væddemål i Danmark, cirka 2,2 milliarder kroner på danske spillere.

Morten Rønde mener ikke, at man i forbindelse med udarbejdelsen af aftalen har formået at undersøge, hvad der helt præcist skaber ludomaner.

Ifølge ham er det aldrig blevet bevist, at der er en sammenhæng mellem antallet af spilreklamer og antallet af spil.

Det bakkes op af Jakob Linnet, der er ansvarlig for ludomaniklinikken på Odense Universitetshospital. Her behandler man folk for deres spilafhængighed.

- Men reklamerne kan være med til at fastholde eller forværre ludomani, siger han, siger han.

- Og bare fordi man ikke kan påvise, at reklamerne er skadelige, så frikender det dem ikke.

Jakob Linnet har selv haft flere patienter, der siger, at reklamerne kan være med til at "trigge" dem til at spille mere.

Morten Rønde erkender, at branchen har et ansvar, når det kommer til spilafhængighed. Men han efterspørger mere balance i aftalen.

- Det er klart, at spillere med ludomani kan blive påvirket af spilreklamer - også dem under en fodboldkamp.

- Derfor skal reklamerne også være ansvarlige og skal målrettes et voksent publikum - for der er ingen forretningscase i at skabe ludomaner, som alligevel forsvinder som kunder.

- Man vil hellere have et langt og sundt forretningsforhold til en spiller.

Spørgsmål: Hvad er et sundt forhold til en spiller?

- Det er et forhold, hvor man spiller, så man har råd til det, siger han.

/ritzau/