Spillesteder landet over må, ifølge næste fase af genåbningen, åbne 6. maj. Altså om tre dage. Men alligevel ligger der ikke klare retningslinjer for, hvordan genåbningen skal foregå.

Og det er til trods for, at en ekspertgruppe 23. april ellers afleverede en række anbefalinger på området.

Hos Musikhuset i Aarhus ligger man ikke skjul på, at det er frustrerende. Det fortæller Jan Christensen, der er direktør hos Musikhuset i Aarhus.

»Det er ikke optimalt, og det er i det hele taget vanskeligt at navigere i.«

Folk hungrer efter de gode oplevelser, siger Jan Christensen.
Folk hungrer efter de gode oplevelser, siger Jan Christensen. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Musikhuset i Aarhus har to koncerter på kalenderen torsdag – men er altså uvidende omkring, hvilke retningslinjer de skal arbejde under.

»Vi har selvfølgelig fuld forståelse for, at der skal tages nogle beslutninger, før vi får noget at vide. Men det er ærgerligt, at vi har en række koncerter, hvor vi ikke ved, om vi kan fortælle gæsterne, om vi kan lukke dem ind. Det er et stykke fra den service, vi normalt tilbyder.«

Den føromtalte ekspertgruppe anbefalede i deres rapport fra 23. april, at større arrangementer indendørs – såsom et spillested – kan opdele 500 mennesker pr. sektion. Hertil hører krav om én meters afstand samt et arealkrav på to kvadratmeter pr. siddende gæst.

Og selvom Jan Christensen ikke ved, om det bliver til retningslinjer, kan han ikke gøre andet end at arbejde ud fra det.

»Det er vores bedste bud, så det er dem, vi navigerer efter. Men det er klart, vi har behov for at vide, hvor mange vi kan lukke ind, regler for afstandskravene og regler ved indgang. Der er mange mennesker, som er afhængig af at vide, om vi kan lukke dem ind.«

»Mange af vores arrangementer de næste 3-6 måneder er allerede blevet flyttet tre eller fire gange. Det betyder, at vi ikke kan planlægge nyt. Vi skal have afholdt den enorme flaskehals først. Så det hele hober sig op.«

DR Nyheder har talt med flere spillesteder, herunder Vega i København og Arena Randers, hvor frustrationerne er de samme.

Folketingets partier indledte mandag klokken 17 forhandlinger – blandt andet om de nærmere omstændigheder for den genåbning, der finder sted fra 6. maj.

Derfor følger Jan Christensen spændt med, når det kommer til, hvad partierne bliver enige om.

Uanset resultatet frygter Jan Christensen dog ikke for spillestedet. Koncerter og arrangementer skal nok blive afholdt, ligesom gæster får refunderet deres billet, såfremt noget bliver aflyst.

»Men i og med at mange ting i samfundet åbner, så er det naturligvis svært for nogle af vores gæster at forstå, at vi ikke er i stand til at informere om noget, der kun er tre dage til.«

Musikhuset Aarhus har årligt en million besøgende.