Selvom alle andre så småt var på vej videre, gik fritidsarkæolog Helle Deichmann en tur med sin metaldetektor.
Det var en solskinsdag i februar, og arkæologer fra Odense Bys Museer var i gang med et enormt udgravningsprojekt på en mark ved Håre på Vestfyn, og det udgravede område fremstod som gruset undergrund.
Pludselig gav metaldetektoren en insisterende lyd fra sig.
»Da gravningen kom i gang, begyndte den her grønne farve lige pludselig at piple frem imod den her brune grus. Lige så stille åbenbarede fundet sig for øjnene af de tilstedeværende og blev mere og mere spektakulært,« siger Jesper Hansen, overinspektør ved Odense Bys Museer.
Helle Deichmann havde bippet sig frem til et 3.000 år gammelt og intakt bronzesværd på 1,3 kilo.
Som om det ikke var nok, var sværdets greb af organiske materialer stadig intakt.
»Vi skal undersøge, hvordan katten det kan lade sig gøre. Det bør ikke kunne lade sig gøre. Logisk kan det ikke lade sig gøre,« siger Jesper Hansen og fortsætter:
»Sådan en bevikling, der ligger i et gruset hul i jorden, bør nedbrydes på en sæson eller sådan noget. Virkelig hurtigt. Her snakker vi 3.000 år, og det ligger der stadig.«
Med det samme var det åbenlyst, at fundet af sværdet var helt i særklasse, og nyheden om det spredte sig lynhurtigt i internationale medier og magasiner.
»Det gik regulært viralt. Det var utroligt, at der blev skrevet om det på indiske stammesprog, og hvad ved jeg – hele kloden rundt,« siger Jesper Hansen.
Derfor kom det heller ikke som en overraskelse, at det var på Slots- og Kulturstyrelsens liste over årets ti mest spektakulære arkæologiske fund, som blev offentliggjort 22. december.
»Allerede da vi fandt det i februar, udtalte jeg, at jeg ikke kunne forestille mig, at jeg skulle få et andet fund at indstille til top-10, og jeg kunne heller ikke forestille mig, at det her ikke skulle være blandt de ti bedste. Det var et exceptionelt fund,« siger Jesper Hansen.
Men sværdet er ikke kun imponerende – det er også et enestående materiale, der giver Odense Bys Museer helt nye muligheder for at undersøge og blive klogere på fortiden med hjælp fra både ind- og udland.
Blandt andet er forskere fra Københavns Universitet ved at lave dna-analyser, mens kollegaer på Aarhus Universitet laver kulstof 14-analyser for at finde ud af, hvor gammelt sværdet er.
Analyserne skal også være med til at opklare, hvorfor sværdet trods alle odds er så velbevaret.
En teori er allerede ved at tage form på grund af sværdets materiale, en særlig malm fra de sydlige alper.
»Der er stoffer i de malme, som er giftige. Og det er en mulighed, at det er de giftige stoffer i metallegeringen fra netop det område, som har gjort, at de mikroorganismer, der burde have ligget og gnasket i det organiske materiale, har holdt sig væk,« siger museumsinspektøren og fortsætter:
»Når de holder sig væk, og når der ikke er noget organisk til at nedbryde det, er det ligesom at åbne Tutankhamuns grav (egyptisk farao fundet i en velbevaret grav, red.).«
Det og meget andet er stadig i gang med at blive undersøgt, mens sværdet er udstillet for offentligheden på Møntergården i Odense.
»Jo mere man dykker ned i de små detaljer, jo mere fantastisk bliver det hele tiden. For det kan besvare så mange spørgsmål, som normalt er uden for vores rækkevidde – det er det, der er helt særligt.«
