Det er blevet markant dyrere for danskerne at opvarme boligen, og herfra bliver det kun koldere udenfor, før foråret igen smiler til os.

I gennemsnit koster det 17.000 kroner om året at opvarme et standardhus på 130 kvm, og det er hele 4.000 kroner mere end for bare fem år siden.

Det fortæller virksomheden Brunata, der rådgiver om energioptimering og varmeforbrug, i en pressemeddelelse.

De har en række konkrete råd, som de almindelige danskere kan gå i krig med, hvis de vil spare penge denne vinter.

En emhætte kan eksempelvis være en stor synder - og har du tjekket bunden af din radiator? 

1. Opvarm alle rum: Indstil termostaterne ens i hele boligen for en mere effektiv varmefordeling. Hvis du lukker helt for radiatoren i ét rum, vil radiatorerne i de tilstødende rum blive tvunget til at kompensere for den manglende varme.

2. Skru ned for badetiden: En tredjedel af varmeforbruget går typisk til opvarmning af vand. Forkorter man sit daglige brusebad fra 10 til 5 minutter, det give en årlig besparelse på op mod 2.000 kroner på vand og varme.

3. Lad solen varme boligen og luk varmen inde om natten: Træk gardiner og persienner fra om dagen, så solen kan bidrage til opvarmningen. Træk dem for om aftenen, så de reducerer kuldeindfaldet fra vinduerne og hjælper med at holde på varmen.

4. Tjek bunden af radiatoren: Hvis du har fjernvarme, bør radiatorerne være lunkne eller kolde forneden og varme foroven – så udnyttes varmen bedst.

5. Brug emhætten kort og effektivt: En emhætte sender ikke kun mados ud, den sender også opvarmet indeluft ud. Det betyder ikke, at man skal undlade ventilation, men undlad at lade en kraftig emhætte køre længe efter madlavningen.