Har man planer om at tage på sommerferie til Mallorca eller Ibiza, så kan man ende med at stå i en meget træls situation.

To af Spaniens største fagforeninger varsler nemlig strejke blandt ansatte i hotel- og restaurantbranchen fra 10. juli på De Baleariske Øer i Middelhavet.

Det skriver det spanske medie El Pais.

Det varsles, at over 180.000 personer vil gå i strejke, efter forhandlingerne om en ny overenskomst mislykkedes torsdag. 

Strejken vil påvirke alle hoteller, barer, cafeer og natklubber, skriver mediet.

De Baleariske Øer består af Mallorca, Menorca, Ibiza og Formentera.

Konflikten består i, at fagforeningerne siges at have krævet en generel lønstigning på 16 procent over tre år, men arbejdsgiverforeningen har holdt fast i, at de ikke kan gå med til en lønstigning på over 11 procent.

Der er ikke kun lønstigninger, der er problemer med på øerne. 

Demonstranter har de seneste uger nemlig udtrykt utilfredshed over, hvad de kalder et destruktivt turistpres, der fordriver den lokale befolkning og forringer livskvaliteten på Mallorca.