Spærrer hovedvej med traktorer
Der er kø i den ene kørselsretning.

Der er kø i den ene kørselsretning.

Politiet er på vej ud til Sallingsundbroen i Vestjylland, hvor to traktorer holder og spærrer en hovedvej.
Det oplyser Simon Stage, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
»De spærrer for trafikken, og man skulle jo gerne kunne komme igennem. Så der er kø i det sydgående spor,« siger Simon Stage.
På et banner ved traktorerne står der: 'Gælder ejendomsretten ikke landmænd?'
Politiet fik anmeldelsen kl. 04.35.
Vagtchefen påpeger, at man har ret til at demonstrere i Danmark.
»Men det er ikke en anmeldt demonstration. De må gerne demonstrere, men det skal være et sted, som vi anviser,« siger Simon Stage fra Midt- og Vestjyllands Politi:
»Vi er kørt derud for at få dialog med dem og se, om de ikke kan flytte traktorerne, så morgentrafikken kan fortsætte.«
Mandag ventes op mod 4.000 at deltage i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarers stormøde om regeringens landbrugspolitik i Odense.
Det oplyste Landbrug & Fødevarer selv søndag i en pressemeddelelse.
Organisationen er imod en ny gødskningslov, der regulerer udledning af kvælstof fra marker til havmiljø.
Loven sætter rammen for en ny kvælstofregulering, der skal færdigbehandles i Folketinget i den kommende uge. Loven blev førstebehandlet i midten af august.
Ud over stormødet er der også varslet demonstrationer ved Christiansborg tirsdag.
RITZAU