Onsdag vågnede flere op til en kæmpe overraskelse. Den omtalte spækhugger, der de sidste fire uger har ligget stille i Limfjorden, var svømmet væk.

Det oplyste vildtkonsulent fra Naturstyrelsen, Ivar Høst, som dagligt holder øje med den, til B.T.

Han tilføjede, at han tidligt onsdag morgen var i færd med at give en orientering om spækhuggeren. Men pludselig fik han en melding om, at den var svømmet mod øst, og man vidste ikke, hvor den befandt sig.

»Det her giver ingen mening. Jeg har svært ved at forstå, hvad hulen der sker. Den har ikke spist i fire uger, og den er dehydreret. Og at den nu er gået fra passiv til aktiv, det er en kæmpe what-oplevelse.«

»Det er faktisk helt sindssygt. Det er udover alt, hvad der normalt er sædvanligt,« sagde han.

Onsdag middag er det dog blevet meldt, at spækhuggeren er blevet fundet igen. Denne gang ud for Rærup Bådelaug. Hvalen er fortsat i live, skriver TV 2 Nord.

Før onsdag morgen havde Ivar Høst forventet, at spækhuggeren med al sandsynlighed ville lade livet inden for den nærmeste tid.

Særligt når man tænker på, at den ikke har spist, er dehydreret, er solskoldet – og senest har den fået flere blødende sår, efter måger var begyndte at hakke i den.

Derfor var hans første tanke også, at spækhuggeren måske var afgået ved døden og derefter sunket. Men den var ikke at finde på stedet.

»Den kunne jo bare have svømmet sin vej for længst. At den gør det nu, det er så underligt.«

Spækhuggeren har befundet sig i Limfjorden i mere end en måned. Da spækhuggeren første gang blev observeret på lavt vand ved Hals, blev dyret trukket fri.

Herefter svømmede spækhuggeren ind til grønlandshavnen i Aalborg. Men dagen efter svømmede den tilbage til det samme område, hvor dyret har været.

Indtil nu i hvert fald.