En fem meter lang spækhugger på et ton har siden torsdag ligget ud for Haslevgaarde Strand mellem Øster Hurup og Als.

Eksperter har lige holdt et møde om det tonstunge dyr.

»Vi har besluttet at afvente situationen. Der er ikke så meget, vi kan gøre, når vi er oppe i et dyr i den størrelse,« fortæller vildtkonsulent ved Naturstyrelsen Kronjylland, Sandor Hestbæk Markus.

Vurderingen er, at det formentlig er en ung han, der har ligget i vandet ud for Nordjyllands østkyst siden torsdag.

»Den ligger på 1,20-1,40 meter, så der er ikke som sådan tale om en stranding, hvor den ikke kan komme ud af stedet,« fortæller vildtkonsulenten.

Og selvom den trækker vejret, er der ikke mange tegn på, at spækhuggeren har det godt.

»Den har hverken haft hoved eller hale oppe af vandet, og med det in mente, er den formentlig svækket af den ene eller anden årsag,« siger Sandor Hestbæk Markus.

Og der bliver blandt andet af den grund ikke iværksæt hverken redningsaktion eller aflivningsaktion.

I så fald kan risikerer man at gøre mere skade på dyret, ligesom at det bliver for farligt for mennesker.

»Det er nøje overvejelser, der ligger bag. Hele aspektet med at forsøge at aflive spækhuggeren med et riffelskud kan være problematisk fra en båd. Både for den person, der skal gøre det, men også for spækhuggeren, hvis nu man rammer forkert,« fortæller museumsinspektør ved Fiskeri-- og Søfartsmuseet, Charlotte Thøstesen.