Det var et specielt syn, der mødte weekendramte københavnere på en af hovedfærdselsårerne i København sent fredag eftermiddag.  

Midt på Tagensvej - ud for Mjølnerparken og tæt ved Rovsinggade - måtte både biler og busser stoppe op, fordi en gruppe sortklædte unge sloges midt på vejen. Omkring seks til otte personer. 

Reporteren bag denne artikel kom tilfældigvis cyklende forbi, mens mændene tæskede løs på hinanden - uden dog at se optakten til slagsmålet.

En 6A-bus måtte stoppe lige foran slagsbrødrene og dytte, mens fodgængere og bilister så måbende til. 

På et tidspunkt lå en en af de unge på jorden efter et slag.

Han kom dog på benene og sammen med tre andre flygtede de væk fra stedet, råbende og gestikulerende og tydeligvis frustrerede. 

På den anden side af vejen gik nogle oprevede mænd umiddelbart efter slåskampen tilbage til en nærliggende barbershop.  

Så du slåskampen, optog billeder eller lignende, så kontakt journalisten bag. Skriv på sris@bt.dk.

Københavns Politi bekræfter hændelsen. 

»Vi kan bekræfte, at vi fredag eftermiddag kl. 17.21 modtog en anmeldelse om et slagsmål, der foregik ude på selve Tagensvej. Det anmeldte slagsmål var overstået, da patruljerne kom frem. Der er i forbindelse med anmeldelsen bl.a. afhørt vidner til sagen, men der er ikke foretaget anholdelser,« skriver politiet i et svar til B.T.  

Ifølge politiet lød anmeldelsen på, at ‘flere var oppe at slås’.