Torsdag eftermiddag er Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab stærkt til stede ved Kastrup Lystbådehavn.

Det skyldes flere henvendelser om ild i en større båd på stedet.

Det oplyser fortæller vagtchefen hos Københavns Politi til B.T.

»Klokken 17.10 fik vi en anmeldelse om, at der var ild i en større båd ude ved den nye Kastrup Lystbådehavn. Da vi kom frem, var der en meget kraftig røg,« fortæller Espen Godiksen, der er vagtchef, til B.T.

Røgen kunne ses hele vejen fra Amager Strandvej, og den gik henover Øresund, fortæller han.

Da patruljen ankom til havnen, kunne de da også hurtigt konstatere, at ilden havde spredt sig til nærliggende både.

»Der er seks både, der har taget skade af branden. Der er to både, som er sunket, en båd er totalt udbrændt, to både med større skader, og den sjette har mindre skader,« fortæller vagtchefen.

Man ved endnu ikke, hvordan branden er opstået. Men der arbejdes i øjeblikket på at finde brandårsagen.

»Vi er fortsat til stede og er i gang med at undersøge brandårsagen.«

Området ved Kastrup Lystbådehavn er derfor afspærret.

Ejerne af bådene er orienteret om hændelsen.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne.

B.T. følger sagen.