Kommer du forbi Rema 1000 i Aalborg Øst fredag eftermiddag, vil du se to piger stå ude foran med alskens farverige smykker og cupcakes med blå/gule flag på.

Det er veninderne Sophia og Silje, der nu på 14. dag laver smykker og kager med det formål at sælge dem og give pengene videre til ukrainerne.

»Ideen kom af, at vi voksne snakkede om, hvad noget af det værste kan være ved, at vi alle står og ser på Ukraines situation. Og det, vi nåede frem til, er, hvis man ikke føler, man kan gøre noget,« fortæller Sophias mor, Inge Skov.

»Så spurgte vi hende, om hun ville være med til at sætte det her salg op, og den var hun bare fuldstændig med på. Hun syntes, det var helt fantastisk,« siger moderen.

Smykkerne bliver lavet i Ukraines blå og gule farver. Foto: Privat
Smykkerne bliver lavet i Ukraines blå og gule farver. Foto: Privat
Vis mere

Den 12-årige piges jævnaldrende veninde, Silje, gik med på ideen, og så begyndte de at mødes om eftermiddagen og lave smykker.

Alt imens bagte de voksne kager, der kunne pyntes og sælges.

Da ordet spredtes om de to pigers mission, begyndte flere og flere at hjælpe til.

Lokale butikker har doneret både perler, de kunne lave smykker af, ukrainske lagkageflag og papirposer, som kunderne kunne tage kagerne med hjem i.

Pigerne skal sælge 128 kager foran Rema i dag. Foto: Privat
Pigerne skal sælge 128 kager foran Rema i dag. Foto: Privat
Vis mere

»Det har bare været et frirum i alt det her kaos. Vi ville skabe et positivt rum for børnene, så vi i det mindste kan sige, at vi gør noget,« siger Inge Skov og tilføjer:

»For ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.«

Forældrene har fået strenge ordre på at gå hjem og drikke kaffe, mens Sophia og Silje står i deres bod foran Rema 1000, hvor de står fra klokken 15. Det her er deres projekt.

»I dag skal de sælge 129 cupcakes, vi lavede i går. Eller, 128. Vi skulle jo lige smage, om de har blevet gode,« griner Inge Skov.

Når pigerne er færdig med deres projekt, tæller de pengene op med forældrene og finder ud af hvilken organisation, der skal have beløbet.