I oktober 2022 vågnede Sonja Jovanovic på 37 med ubehagelige symptomer.
Hun genkendte dem, men alligevel ikke:
»Det føltes, som om jeg havde lavet tusinde armbøjninger og knap kunne løfte armene. Hovedet dunkede og ørerne føltes som om, de ville springe.«
Hjertet slog så hårdt, at det næsten føltes som om, det sad i halsen.
Hun forsøgte at berolige sig selv ved at sætte sig, tage dybe indåndinger og langsomt tælle til ti.
Men uroen og skrækken over, hvad det kunne være, skyllede ind over hende.
»Fordi jeg har haft panikangst før, så tænkte jeg, at det var det igen. Men der var alligevel noget, der ikke stemte, det her var anderledes.«
De sendte en ambulance
Selvom hun forsøgte at overbevise sig selv om, at det var angst, voksede frustrationen. Hun ringede derfor til den svenske 1813.
Stemmen i den anden ende var rolig men bestemt: "Vi sender en bil".
Efter nogle minutter ankom ambulancen, og så snart Sonja lå til rette på briksen, blev hun koblet op på EKG. Til en start så alt normalt ud.
»Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de måtte have misset noget, eftersom det føltes så underligt i kroppen.«
Hjertemusklen havde taget skade
Da ambulancen kom frem, troppede flere læger og sygehuspersonale op.
Men det var først efter, at mange af prøverne var blevet analyseret, at det blev tydeligt, at noget alvorligt i vejen.
Sonjas troponinværdi – et stof som viser, om hjertemusklen har taget skade – var tårnhøjt.
For Sonja var det chokerende.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at der var noget galt med hjertet. Jeg var jo ikke engang fyldt 35, da det her skete.«
Brød fuldstændig sammen
Hun blev flyttet til hjerteintensiv-afdelingen, blev overvåget døgnet rundt og gennemgik koronarangiografi. Efter den begyndte det at stå klart for lægerne, hvad det handlede om.
De fortalte hende, at hun havde fået MINOCA – en slags blodprop i hjertet. Diagnosen kan i visse fald være livstruende:
»Jeg brød fuldstændig sammen, da jeg fik beskeden, og jeg tænkte kun på Marko, min søn, og at han måske skulle miste sin mor,« siger Sonja.
I tiden optil havde Sonja haft angst og svær psykisk stress og dermed haft en stressrelateret indflydelse på hjertet i flere måneder.
»Det er forklaringen på, hvad der senere skete.«
Stress er dog ikke den mest almindelige årsag til MINOCA, ifølge Jan Nilsson, professor og overlæge ved Skånes Universitetshospital:
»Der er blevet rapporteret enkelte tilfælde, hvor MINOCA er blevet koblet til stress, men det anses ikke for at være nogen almindelig årsag,« siger han og tilføjer:
»Det mest almindelige er, at der er kommet en blodprop, der hindrer blodgennemstrømningen, men at blodproppen allerede er opløst, inden koronaangiografien udføres.«
»Nu sætter jeg grænser"
For Sonja har vejen tilbage været lang – og de første seks måneder efter hospitalet har hun svært ved at huske.
»Men jeg kan huske, at jeg knap turde at gå i seng, for jeg var så bange for ikke at vågne, og at min søn skulle finde sin mor død.«
Med tiden er hun blevet bedre til at kende sin advarselssignaler:
»Når hjertet begynder at banke hurtigt, eller smerten kommer tilbage, så forsøger jeg at berolige mig selv. Jeg sætter med ned, trækker vejret dybt og reflekterer over, hvad det er, der stresser mig,« fortæller hun og fortsætter:
»Jeg tog ind på akutmodtagelsen flere gange i starten, fordi jeg tænkte, at det var en ny blodprop i hjertet. Jeg elsker mit arbejde, men nu sætter jeg grænser. Jeg er nødt til at tage hånd om mig selv – ellers går det ikke.«
Har lavet store livsstilsforandringer
Hun synes også, at det er vigtigt at være åben om, hvordan hun har det.
»Jeg taler meget med mine venner og arbejdskammerater og forsøger at tage den med ro.«
Også på andre områder har hun omlagt sit liv: hun spiser sundere, går ture og træner:
»Livet er stressende engang imellem, det er uundgåeligt. Men jeg har lært at sætte mig selv først. Det er det vigtigste.«
Dette er en redigeret og oversat version fra det svenske medie Expressen