Sommervarme står for døren inden regn og byger fredag
Ugen byder på flere vejrmæssigt flotte dage, inden en front med regn og byger fredag kommer ind fra vest.

Ugen byder på flere vejrmæssigt flotte dage, inden en front med regn og byger fredag kommer ind fra vest.

Danmark kan glæde sig til en uge med tørt og varmt vejr, hvor solens stråler vil være til at mærke.
Det er dog om at nyde det, inden vejret fredag skifter og i stedet sender regn og byger over landet.
Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Martin Lindberg mandag morgen.
Mandag skydes ugen i gang med flot vejr. Dagen starter med lidt lokal dis, men ellers bliver det solrigt med nogen eller en del sol og 17-24 grader.
- Der er mulighed for enkelte regnbyger på Bornholm, men ellers holder det tørt, siger Martin Lindberg.
Vinden bliver på ugens første dag svag til jævn fra omkring nordvest.
Tirsdag byder igen på flot vejr og på roligere vindforhold. Vinden bliver kun svag til let fra skiftende retninger, og varmen fortsætter med 18-24 grader.
Onsdag vil det blæse en smule mere fra øst med en efterhånden let til frisk vind. Vejret bliver dog fortsat tørt og mest klart med temperaturer på 18-23 grader.
Onsdag holder det fortsat tørt - og det gør det også torsdag.
Torsdag får Danmark nogen eller en del sol, der efterhånden måske bliver lidt sløret. Sommerstemningen vil fortsat have greb om hele landet med 19-24 grader.
- Måske kommer den op omkring 25 grader i de vestlige egne, siger meteorologen.
Fredag kommer der så et markant vejrskifte. Her venter et omslag i vejret, der i de vestlige egne vil begynde tidligt fredag.
Det bliver med 17-22 grader samtidig en smule køligere, og vinden bliver jævn til frisk fra øst og sydøst og ved kysterne op til hård.
- Det er en front med regn og byger, som kan være ret kraftige. Regnen vil sandsynligvis ramme de østlige egne i løbet af eftermiddagen, siger Martin Lindberg.
Prognoserne for weekenden er endnu usikre, men den ser ud til at give et ustadigt vejr med både sol og byger, lyder det.
Mens næste måned kan byde på enkelte dage med varmt og solrigt vejr, er det ikke usandsynligt, at de kommende dage bliver den sidste sammenhængende dosis sommervejr, siger Martin Lindberg.
- Jeg tror, at vi vil få yderligere flotte dage i september. Men det her er måske den sidste lidt længere periode med varmt og solrigt vejr.
RITZAU