Lad være med at fodre vilde dyr - det trækker ulve til sommerhusområder.

Sådan lyder opfordringen fra formanden for Sammenslutningen af sommerhusgrundejerforeninger i Varde Kommune, Allan Junge.

Meldingen kommer, efter der har været flere eksempler på, at en eller flere ulve er kommet tæt på mennesker i området omkring Oksbøl, Vejers og Blåvand.

Ulvene kan have mistet deres instinktive skyhed over for mennesker, fordi de er blevet fodret.

- Der har – også lang tid før der kom ulve hertil – været en tendens til at fodre krondyr, fordi man synes, det er et unikt syn.

- Men det er jo skidt, fordi det er ulvens føde, som vi trækker ind i sommerhusområderne.

- Det er altså ikke smart. For så kommer ulven med. Derfor vil vi gerne appellere til, at man ikke sætter foder frem til vilde dyr, siger Allan Junge.

På et borgermøde torsdag aften lød opfordringen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, at børn under ti år ikke færdes alene i områder, hvor der er ulve.

Den ændrede adfærd tyder på fodring, lød det ifølge JydskeVestkysten fra kontorchef Jens Skovager Østergaard på mødet.

En teori, der bakkes op af ulveforsker Peter Sunde fra Aarhus Universitet.

Han forklarer, at ulve kan aflære deres naturlige skyhed, hvis de som hvalpe bliver udsat for meget menneskelig kontakt.

Adfærden påvirkes især, hvis de får mad.

- Det er der noget, der tyder på, er tilfældet her. For når en ulv følger efter mennesker ude i terrænet og andre steder, virker det, som om at den gør det, fordi den forventer en eller anden form for belønning, siger Peter Sunde.

Styrelsen For Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har udgivet tre pjecer med råd til, hvordan man forholder sig i ulveområder.

Her lyder opfordringen blandt andet, at man ikke fodrer hjortevildt, ikke lader kødaffald ligge ude og undlader at lade hunden strejfe frit på grunden.

Formanden for sommerhusgrundejerne vil nu tage initiativ til, at rådene fra styrelsen sendes ud til alle 25 grundejerforeninger for sommerhusejere i kommunen.

- Det er ikke os som sommerhusejere, der har kontakten til dem, der lejer sommerhusene. Det er jo udlejningsbureauerne. De bør formidle det her videre til lejerne.

- Men sommerhusejerne kan jo også lægge de her pjecer frem i sommerhusene, siger Allan Junge.

Der er givet tilladelse til, at Naturstyrelsen på sine arealer i området kan skyde ulve, der kommer inden for 30 meter af mennesker.

Ifølge den seneste opgørelse af ulvebestanden, der er fra foråret 2025, var der 42 voksne ulve. Der blev født mindst 45 nye hvalpe sidste år, fremgår det af ulveatlas.dk. Bestanden er endnu ikke opgjort for 2026.

/ritzau/