Man skal ikke nøle, hvis man ønsker at leje et sommerhus ved Vesterhavet over jul og nytår.

For de store udlejningsbureauer melder ifølge TV Midtvest om stort set udsolgt af sommerhuse i det populære område.

Og det er ikke danskerne, der har været hurtige på aftrækkeren.

Nej, det er vores tyske naboer, der har sat sig tungt på sommerhusene langs den jyske kyst. Og det er vel at mærke på trods af, at diverse rejserestriktioner kan betyde, at sommerhusene til syvende og sidst ender med at stå helt tomme i udlejningsperioden.

»Vi ved jo ikke noget om, om grænsen lukker eller åbner. Det er frustrerende,« siger Charlotte Christensen, der er marketingsansvarlig hos DanWest Ferieudlejning, til TV Midtvest.

Hun fortæller til mediet, at 99 procent af bureauets 550 sommerhuse er udlejet til tyskere over nytåret.

Det samme gør sig gældende hos Esmark Feriehusudlejning i Søndervig, hvor det ligeledes er tyskere, der har lejet sommerhusene.

Men den aktuelle coronakrise betyder, at hverken udlejere eller de tyske lejere ved, om de får lov til at rejse ind i Danmark. Bliver det ikke tilfældet, så kunne sommerhusene jo lige så godt lejes af ferietrængte danskere, bemærker Thomas Sørensen, der er feriehusudlejer for Esmark Feriehusudlejning.

I det hele taget er der rift om de danske sommerhuse.

Flere bureauer på den danske vestkyst melder, at antallet af bookinger af danske sommerhuse i løbet af 2021 er steget markant i forhold til sidste år.

Der er med andre ord noget, der peger i retning af, at vi i sommeren 2021 kan slå den hidtige rekord for sommerhusudlejninger, som ellers blev sat i sommeren 2020.

I juli 2020 slog sommerhusudlejning i Danmark nemlig rekord. Ifølge Danmarks Statistik var der i alt 4,8 mio. overnatninger i lejede feriehuse. Det var en stigning på otte procent i forhold til året før.

Men med en potentiel 'hjemmeferie' i sigte, så er det nok ikke utænkeligt, at vi når samme niveau den kommende sommer.