Sommerhus og bil brændt ned: Tysk familie skal genhuses
Branden brød ud fredag aften, og familien fik intet med sig ud.
Branden brød ud fredag aften, og familien fik intet med sig ud.
En tysk familie fik sig noget af et chok på deres ferie i Danmark, da deres lejede sommerhus i Houvig nord for Søndervig stod i flammer.
Det skriver TV Midtvest.
Branden brød ud fredag aften i sommerhuset, som bestod af træ.
Derudover fik flammerne fat i familiens bil.
»Der var ingen værdier at redde, så vi måtte lave en kontrolleret nedbrænding,« siger indsatsleder Michael Nielsen til mediet.
Familien på to voksne og to børn nåede heldigvis ud i god behold, og indsatslederen sørger for, at de bliver genhuset.
Alle deres ejendele fra huset er brændt, så det eneste, de har med sig, er det tøj, de havde på, inden branden brød ud, skriver TV Midtvest.
Det er fortsat uvist, hvordan branden startede.