Weekenden byder på solskin, og der bliver skruet op for temperaturerne, som dagene skrider frem.

Det fortæller Klaus Larsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt fredag morgen.

Fredag starter dog i første omgang skyet mange steder.

- Over natten er der trukket temmelig mange skyer ind over hele landet fra Nordsøen. Dem bruger vi lige formiddagen på at slippe af med igen.

- Når vi kommer ud på eftermiddagen, skulle der gerne være nogen eller en del sol til stort set hele landet, siger meteorologen.

Ved Vestkysten kan skyerne dog blive hængende længere end i resten af landet.

Vinden bliver let til frisk fra vestlig og nordvestlig retning, mens vinden ved kysterne kan være med kraftige vindstød.

Temperaturerne vil fredag ligge mellem 17 og 22 grader i dagtimerne.

- Der kan komme et enkelt dryp hist og pist, tilføjer Klaus Larsen.

Det stort set tørre vejr fortsætter lørdag, hvor der vil være væsentligt færre skyer på himlen.

- Jeg regner med, at der er en del sol allerede tidligt på dagen. Der kan i perioder stedvist være lidt flere skyer på himlen, siger meteorologen.

Temperaturerne vil lørdag ligge på samme niveau som fredag. Vinden aftager dog, så den bliver svag til jævn fra sydvestlig retning.

- Man kan sagtens nyde aftensolen ude på terrassen eller i haven, for det bliver tørt vejr med en hel del sol, siger Klaus Larsen.

Søndag bliver igen en dag, hvor vejret stort set holder tørt, ligesom der vil være nogen eller en del sol.

- Til gengæld får vi skruet godt op for temperaturerne, og vi ligger nok mange steder mellem 25 og 28 grader, siger meteorologen.

Vinden går over i sydlig retning, men vil fortsat være svag til jævn.

- Man kan fortsat nyde aftensolen udenfor. Det er tørvejr og godt med sol om aftenen også.

Hvis man holder af de sommerlune temperaturer, er det om at nyde søndagen, lyder det fra Klaus Larsen. Mandag falder temperaturerne nemlig markant til mellem 16 og 20 grader, ligesom skyer og regn vil trænge ind over landet.

RITZAU