Virksomhedsejere over hele verden må hver dag dreje nøglen om som følge af coronakrisen.

Og det er nu også sket for den 29-årige danske iværksætter Nicolaj Munch, der står bag hoteltjenesten Betterbooqr.

På Facebook oplyser den unge iværksætter, at han i den forgangne uge måtte fortælle teamet bag Betterbooqr, at tjenesten lukker ned.

»I de første dage af krisen mistede vi millioner i afbestillinger, og vores salg stoppede fuldstændig fra den ene dag til den anden. Vi blev sat i en ekstrem vanskelig situation, som jeg desværre ikke ser os komme tilbage fra,« skriver han og tilføjer:

»Derfor er mine aktionærer og jeg kommet frem til den triste beslutning at lukke Betterbooqr.«

Llukningen kommer ifølge Nicolaj Munch på et tidspunkt, hvor Betterbooqr ellers var på vej mod et rekordår. I opslaget skriver han, at virksomheden havde rekordhøje tal den første del af året, og at man var i færd med at etablere sig i Kina.

Ifølge Finans.dk havde Nicolaj Munch allieret sig med en række kendte erhvervsfolk, herunder chefen for Nasdaq i Europa, Bjørn Sibbern, ligesom erhvervsmanden Magnus Kjøller sidste år investerede 3 millioner kroner i projektet.

Nicolaj Munch startede Betterbooqr, da han var 22 år gammel og har de sidste syv år solgt hotelværelser gennem virksomheden for godt 200 millioner kroner, oplyser han.