Der venter en weekend med smukt og solrigt forårsvejr, der indbyder til at komme ud i naturen.

Dagene begynder dog med tåge - lokalt er der mulighed for tæt tåge - i det meste af landet, men solen vil i løbet af morgen- og formiddagstimerne brænde tågen væk.

Det siger Mille Jensen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), fredag morgen.

- Vi starter ud med tåge i store dele af landet og dis flere steder.

- Den her tåge skal lette i løbet af formiddagen forhåbentlig, og så vil vi opleve nogen eller en del sol. Solen kan være en lille smule sløret i dag, siger Mille Jensen.

Temperaturerne vil fredag svinge mellem 5 til 12 grader med en svag til jævn vind fra skiftende retninger.

Natten til lørdag falder temperaturen til omkring frysepunktet, hvilket giver tåget vejr. Det vil sætte sit præg på de første timer af lørdagen.

- Lørdag starter endnu en gang tåget ud og måske lidt mere skyet i forbindelse med, at tågen skal lette. Men de fleste steder vil vi få solen at se og få pænt vejr, siger meteorologen.

Lørdag vil temperaturerne ramme 7 til 10 grader, mens der forventes en svag til jævn vind fra syd.

Søndag byder på en gentagelse. Igen vil tågen sætte ind i nattetimerne og forsvinde op ad dagen.

- Søndag er det samme billede. Det starter ud med tåge, og op ad dagen brænder det væk, og vi får sol igen. 7 til 12 graders varme, og en lille smule mere vind, siger Mille Jensen.

Generelt venter der ifølge meteorologen en weekend med sol i dagtimerne, svage vindforhold og ingen nedbør.

Hun foreslår at bruge tid ude i naturen.

- Det er nok mit bedste bud. Det bliver flot vejr og rolige vindforhold - så rigtigt smukt mange steder.

- Også i morgentimerne med en lille smule tåge og dis. Vi kan få rigtig smukke solopgange - og nedgange, siger hun.

/ritzau/