Han blev modvilligt slæbt med – nu skaber han rum, hvor mænd smider masken og finder hjem i sig selv.
'Det er det vildeste taber-hippie-shit. Jeg skal kraftedeme ikke op at danse i gevandter med sådan en flok tabere.'
Sådan tænkte Sofus Midtgaard, da han for år tilbage modvilligt blev hevet med på mandelejr i Sverige.
LÆS OGSÅ: Vil I have jeres mænd og sønner til at tale om følelser, er der én ting, I skal øve jer på
Men oplevelsen skulle vise sig at vende op og ned på hans syn på fællesskab, sårbarhed og maskulinitet.
I dag er han en af kræfterne bag Mand21 – en anderledes mandelejr og -festival på Langeland den første weekend i september, hvor 120 mænd mødes for at smide masken, mærke sig selv og se hinanden i øjnene.
LÆS OGSÅ: Du spørger, hvordan han har det. Hans venner gør ikke. Det usynlige ansvar har et navn: Mankeeping
"Hvis du mærker modstand, er det nok præcis derfor, du skal tage med," siger Sofus, der altså taler af erfaring.
På Mand21 deles der hemmeligheder i 'Sandhedens Stol', kæmpes broderlige slåskampe, mærkes grænser i åndedrætsseancer og gives oliemassage med nærvær.
Intet er obligatorisk, alt er en invitation. Målet er at finde hjem i det at være mand. På sin egen måde.
Bag festivalen står Jesper Krog, Jakob Kærgaard, Thomas Buch Andersen og Sofus Midtgaard, som Woman har talt med om modstand og mandefællesskaber, og hvorfor mænd ofte skal skubbes afsted.
Hvordan opstod idéen til Mand21?
"Jeg havde selv været på en mandelejr i Sverige og var blevet slæbt med sådan lidt hylende og skrigende, og med et kærligt vink fra min daværende kæreste og et par venner, som sagde: 'Prøv at høre, der er plads i bilen, kom nu bare mand. Det er ikke så farligt.'
Så jeg havde maks modstand på det og tog til Sverige og havde alle mulige fordomme, og nogle af dem blev bekræftet. Halvdelen af det var sikkert bare mit eget shit. Men det var en fantastisk oplevelse. Jeg kom hjem, og verden var ikke den samme igen."
Mand21 opstod ud af en mandegruppe med mine tre medstiftere. Vi besluttede os for at starte en mandefestival med større diversitet. Et sted, hvor det var mere om at blive sig selv i stedet for at leve op til et eller andet mandeideal. Lidt færre skabeloner, dogmer og guruer."
Minder det, du oplevede i Sverige, om det, der sker på Mand21?
"Ja, men vi ville gerne skabe en festival uden skabeloner. Meget mandearbejde bygger på faste principper og guidelines. Og det gad jeg ikke.
Jeg ønskede en lejr med plads til diversitet og forskellige måder at være mand på, uanset om man er homo, queer, hetereo, religiøs eller ikke tror på noget. Det har været min hjørnesten."
Hvordan får I forskellige typer mænd med – også dem, der ikke er til selvudvikling?
"Halvdelen er gengangere, halvdelen nye. Mange bliver taget i hånden af en ven, der siger: 'Det er ikke så farligt'. Mænd kan godt lide at fremstå modige, men når det handler om os selv og vores følelser, så klapper vi ofte i som østers. Det oplever I måske som kvinder."
Oplever I så også, at nogen kommer på opfordring af deres kvindelige partner?
"Ja, det sker faktisk. Det første år ringede en kvinde og sagde: 'Jeg har købt billet til min mand, er der et sted, han kan slå telt op?' Hun ville også lige høre, om han kunne komme på workshoppen 'Hold op med at lyve.'
Jeg grinede og sagde, det var sødt, men han skulle nok selv vælge sine workshops. Mange mænd får nok skubbet lidt hjemmefra, men det er ofte kærligt ment."
Hvordan oplever du så de mænd, som mere eller mindre er blevet tvunget af sted, er de så lige så åbne og modtagelige for de ting, der foregår?
"Det er måske en ottendedel af billetterne, der bliver købt af kvinder, som julegaver eller fødselsdagsgaver. Og så tror jeg, at mellem en fjerdedel og en femtedel af mændene har en kvindelig hånd i ryggen hjemmefra. Resten bliver trukket med af kammerater.
Fra måske at stå og trippe lidt og træde sig selv over tæerne i starten, gør vi jo et ret stort stykke arbejde ud af at byde folk velkomne og virkelig skabe tryghed.
Så folk får en lille gruppe, de kan sidde og dele med, så det hele ikke er sådan nogle store seancer, og så går der ikke ret lang tid, før det hele vælter ud af dem."
Hvordan sørger I for, at mændene ikke tabes bagefter?
"Nogle ganske få bliver trigget, men de fleste er høje på livet og på fællesskabet. Vi bruger søndagen på integration; hvordan kan man tage sine indsigter og gode vaner med hjem.
Vi tilbyder buddy-ordning, hvor man tjekker ind med en makker, og vi opfordrer til at fortsætte mandegruppen fra lejren. Det hjælper med at holde fast i erkendelserne."
Du siger, nogle få bliver trigget. Hvad vil det sige?
"Det er jo sådan nogen som mig selv nogle gange, hvis der har været et eller andet, hvor man bliver udfordret til grænsen, eller hvor man føler sig udsat. Og der er det jo at prøve at kigge på, hvordan man kan lande det sammen."
Er der ikke nogen, der synes, det bare er for mærkeligt? Nu tænker jeg på min egen kæreste, som, jeg forestiller mig, ville synes, det var alt for hippieagtigt og fjollet.
"Lige præcis den beskrivelse, du har af din kæreste, var jo mig første år. Jeg syntes, det var det vildeste taber-hippie-shit. 'Jeg skal kraftedeme ikke op at danse i gevandter med sådan en flok tabere i Sverige.'
Fordomme fløj ud af mig. Enten var de tabere, ellers havde de ikke styr på deres ego. Og det meste af det var bare mit eget shit.
Men jo, i starten er der nogen, der babystepper ind i at skulle danse for eksempel eller i at skulle synge. Og specielt de ting, som vi har fordomme om, kan jo være ekstremt frigørende, hvis man får taget springet og bliver guidet ind i det."
Jeg vil lige høre lidt mere om nogle af de workshops, I har. 'Sandhedens Stol', hvad er idéen?
"Det er nyt i år. Idéen er inspireret af en skriftestol, hvor mænd kan gå hen og bekende noget, de skammer sig over, eller noget de længes efter. Der sidder en facilitator, og det handler om at turde sige det højt uden skam."
Og workshoppen 'No More Mr. Nice Guy'? Hvordan sikrer I, at det ikke skaber en hårdhed eller distance?
"Det handler ikke om at skabe dumme svin, men om at hjælpe mænd væk fra den passivt-aggressive pleaserrolle. Når man overhører sine egne behov og bidder det i sig, så vokser frustrationen. Det kender både mænd og kvinder. Det her handler om at sige til og fra. Kærligt og klart."
Så er der den workshop med 'broderlige slåskamp'. Hvordan sikrer I egentlig, at det ikke bliver destruktivt?
"Det handler ikke om at vinde, men om at møde hinanden i fysisk kraft. Man kæmper til 'maksimal frustration'. Der, hvor man virkelig giver sig. Og man lærer, at det er okay at tabe, at blive lagt ned. Det er enormt forløsende for mange."
Og så i den helt anden boldgade er der workshoppen 'Mand, find din feminine power', hvor man skal smøre hinanden ind i olie og sætte blomster i håret. Hvordan tager folk imod det?
"Haha. Ja, der er lidt der, der kan få din kæreste til at sige, 'den lejr skal jeg bare med på'. Ej. Det er som en slags opvarmning til lørdagens ritual. Inspireret af kvinders forfester. Det provokerer nogle, men flere og flere åbner sig for det, fordi det handler om sanselighed og selvkærlighed."
Hvad med workshoppen 'Forbind dig med din fædrene arv'?
"Der stiller man sig op med sin far og sin farfar, metaforisk, og bruger det som en mini-familieopstilling, hvor man ærer det, man har fået, og finder fred med det, man ikke fik. Den her workshop er en af dem, der gør nas, og som også er ekstremt forløsende."
Sidste spørgsmål: Hvorfor skal man tage med – især hvis man mærker modstand?
"Fordi modstanden ofte skjuler en gave. Eller en lort. Men uanset hvad, er der noget, man skal kigge på. Så hvis du mærker modstand, er det måske præcis derfor, du skal tage med."
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv.