Mange kvinder oplever at gå en størrelse eller to op efter en graviditet. Kommer du op i 42 eller større, kan det blive besværligt at finde pæne sko. Dét var Sofie Andersen rigtig træt af.

Sofie Andersen bliver træt bare ved tanken om den situation, hun har været i så mange gange:

At skulle gå hen til disken i en skobutik med en klædelig, lille sommersko og stille spørgsmålet: 'Har I den her i størrelse 42?'

Læs også: Med fødder som disse har Jennifer døjet med at finde (flotte) sko hele livet. Det er slut nu!

Hun ved præcis, hvilken situation der så udspiller sig: En butiksassistent kigger lidt mærkeligt på hende, rynker på næsen, siger nej for så at sende hende ned i det, hun kalder skammens hjørne.

»Det er skobutikkens specialhjørne,« forklarer hun. Hvor sko til de store kvindefødder findes.

»Der kan du være helt sikker på, at der ikke er en flot sko. Hvis du bruger over 41, er det primært komfortsko, du kan få. Men selvom jeg er 1.80 og bruger 42, vil jeg da gerne kunne købe en fin hæl,« siger hun.

Læs også: Fjern fnuller fra tøj: få 4 tricks, der giver din strik en opfriskning

En størrelse op pr barn

Selvom Sofie er højere end gennemsnittet for en kvinde, har hun ikke altid også haft "store fødder".

Hun var vant til at bruge størrelse 40. Dengang havde hun ikke problemer med at finde sko. Men da hun fik sit første barn som 21-årig, voksede fødderne en størrelse til 41. Som 22-årig blev hun igen gravid, fødte og fødderne var nu en størrelse 42.

»Vi joker lidt med, at vi ikke kan få flere børn, fordi så bliver mine fødder størrelse 43.«

Det er langt fra kun Sofie, der har oplevet problemer med at tage sine snævre, slimfit støvler på efter en gravidtet – det er en kendt forandring i kroppen.

Vægtøgningen under en graviditet giver ekstra pres på foden, hvilket kan betyde, at sener og ledbånd strækkes og ikke formår at samle sig igen. Derfor vil foden både kunne blive bredere og længere.

Små fødder = feminint, store fødder = maskulint

Et studie fra Syddansk Universitet fra 2022 viste, at danskere bliver højere og højere.

Bare siden 1987 er kvinders gennemsnitshøjde vokset fra 165,1 cm til 166,7 cm. Samme udvikling gør sig gældende for mændene, hvor de i gennemsnit i 1897 var 177,4 cm, mens de i 2022 var 180,2 cm.

Denne udvikling følger vores fødder, og en opgørelse fra Statens Serum Institut tilbage i 2012 viste, at kvinders fødder siden 1987 var gået fra 37-38 til 39-40 gennemsnitligt.

Så hvorfor er det, at små fødder stadig er et feminint ideal?

Det har museumsinspektør Vivi Lena Andersen, der har en ph.d. i 400 års skohistorie, en forklaring på:

»Grundlæggende er mænd biologisk større end kvinder, og derfor er deres fødder også. Derfor bliver det, der er mindre, set som mere feminint,« siger hun og fortsætter:

»Men så er der hele kulturhistorien. Omkring 1600-tallet begyndte handelskompagnier nemlig at rejse østpå – til Kina. Her så de kvinder, der havde lotusfødder (man snørede små pigers fødder ind for at gøre dem mindre, red.) som et af de ypperste statussymboler. Dét tog man med hjem.«

Ikke at man begyndte at brække små pigers fødder og binde dem sammen, men den visuelle del: Ideen om at små fødder var feminine.

»Før 1600 var der ikke rigtig fokus på kvinders fødder. De var tildækket af kjoler, og mænd og kvinder gik langt hen ad vejen med de samme sko.«

Men det ændrede sig. De højhælede sko gjorde deres indtog med den funktion at få foden til at se mindre ud, og kvinder begyndte at presse deres fødder ned i for små sko.

»Det gør mange kvinder jo stadig i dag,« siger Vivi Lena Andersen.

Sådan så en lotusfod ud. Når piger var små, mellem tre og otte, fik de bundet fødderne sammen, så de synede mindre (og mistede sin funktion). Det signalerede, at kvinden hverken kunne eller behøvede at arbejde og derfor blev det et stort statussymbol.
Sådan så en lotusfod ud. Når piger var små, mellem tre og otte, fik de bundet fødderne sammen, så de synede mindre (og mistede sin funktion). Det signalerede, at kvinden hverken kunne eller behøvede at arbejde og derfor blev det et stort statussymbol. Wikimedia Commons

Det næste, der skal aftabuiseres?

Selvom vi skriver 2025, og i de seneste år har vi aftabuiseret alle mulige mere eller mindre ømtålige emner: Sexlegetøj, uønsket hårvækst, underlivslidelser, overgangsalderen...

Men altså ikke noget så uskadeligt som at bruge en størrelse 44 i sko.

Det virker umiddelbart mærkeligt, men ifølge Vivi Lena Andersen er ideen om den lille feminine fod dybt integreret i vores kultur gennem 350 år:

»Det gode er dog, at kultur skabes af mennesker, og den kan ændres af os igen.«

Webshop kun til store fødder

Sofie, der i dag er 33 år, gik rundt med problemet i mange år. Men hun er også sådan en, der selv løser problemerne, hvis ikke andre gør det.

Da Sofies børn var blevet lidt større, og hun havde fået lidt mere overskud på kontoen igen, besluttede hun sig for selv at gøre noget ved sine skoproblemer:

»Jeg tænkte, at det måtte være andre kvinder, der havde problemer med at finde sko i store størrelser og samtidig var frustrerede over udvalget. Dem ville jeg gerne hjælpe, samtidig med at jeg løste mit eget problem.«

Derfor åbnede hun i 2022 MEMI Shoes. En webshop, der kun forhandler sko i størrelse 41-45.

Og det er altså også dem med hæle.

Nu forhandler Sofie Andersen selv sko og stiletter til folk, der bruger 41-45.
Nu forhandler Sofie Andersen selv sko og stiletter til folk, der bruger 41-45. Sofie Andersen

Skæbnefællesskaber

Indtil videre går det så godt med webshoppen, at Sofie snart åbner en fysisk butik på Amager i København.

»Jeg får positiv respons fra mine kunder. Vi har jo et skæbnefællesskab, fordi vi har den samme problematik. På den måde føles det lidt som at hjælpe en veninde med noget,« siger hun og fortæller, at hun næsten altid får en eller anden personlig historie med: Én har gået i for små sko hele livet. En anden har kun købt i herreafdelingen, og en tredje køber kun sneakers.

Bedre tider for kvinders fødder på vej

Museumsinspektør Vivi Lena Andersen er optimistisk på vegne af alle kvinders fødder.

»Hvis jeg kigger 30 år tilbage, ser jeg en kæmpe forskel. Der er en bevægelse tilbage til naturen og en tiltagende accept af, at din krop er god nok, som den er,« siger hun og fortsætter:

»I vores del af verden er køn blevet en flydende størrelse, så modsætningsforholdene mellem hvad der er maskulint og feminint sløres. Jeg vil vove at påstå, at der virkelig sker noget, og det er godt, for tidligere har kvinder jo skadet ikke bare deres fødder, men hele deres helbred ved at ødelægge deres fødder.«

Se bare på streetwear: Det er Uggs, Crocs, sneakers – og Birkenstockens peaktime er lige ved at blive skudt i gang. Endnu en gang.

»Når du kigger på de sko, ved du ikke, om det er mand eller kvindes sko. Det er en positiv udvikling for kvinders fødder,« forklarer Vivi Lena Andersen.

Nu får de endelig den plads, de hele tiden har haft brug for.