De to store skuespillerinder Sofie Gråbøl og Sidse Babett Knudsen spiller over for hinanden i den danske film "Dobbeltfejl", og det er noget, der begejstrer anmelderne.

Berlingskes anmelder Sarah Iben Almbjerg kalder deres præstationer for "ren paradekørsel", mens Filmmagasinet Ekkos anmelder Bo Tao Michaëlis kalder dem for "en dramatisk, velturneret duo".

Hos Soundvenue beskrives Babett Knudsens præstation som "enestående".

- Få (nærmest ingen) kan som hende veksle mellem det dybt charmerende og det gravalvorlige, og det er intet mindre end skræmmende og medrivende at se portrættet af en kvinde i opløsning og beskyttermode, skriver Luna Ehlers.

Informations anmelder Lone Nikolajsen er lidt mere afmålt i sin begejstring, men dog utvivlsomt tilfreds med skuespillervalget.

- Det er to lidt slidte moderskabsklicheer, men når musikken spiller, og rollerne er besat af Sidse Babett Knudsen og Sofie Gråbøl, glemmer man det næsten, skriver hun i sin anmeldelse.

"Dobbeltfejl", der har dansk premiere den 24. september, fortæller historien om et påstået seksuelt overgreb på en teenagedreng begået af to skolekammerater.

I filmen følger man de tre drenges mødre, der hver især kæmper for at redde sig selv og sønnerne.

I filmens hovedroller finder man Sofie Gråbøl, Sidse Babett Knudsen og Asta Kamma August.

Kombinationen af de tre skuespillere er ifølge Politikens anmelder Kim Skotte et fremragende argument for at gå en tur i biografen.

Dog er der en af præstationerne, som han vælger at fremhæve.

Især Sidse Babett Knudsens livtag med den stadig mere forviklede karakter Anne Sofie er ifølge Kim Skotte et fascinerende karakterstudie.

- Jeg havde ondt i maven hele vejen igennem. Og det er ment som en anbefaling, skriver han i sin anmeldelse.

Ud over den store ros for skuespilpræstationerne fremhæver Berlingskes anmelder sammensætningen af filmen og instruktør Amalie Næsby Ficks arbejde.

- Filmen er sømløst instrueret og klippet, så der er ikke en eneste scene, der føles overflødig, skriver Sarah Iben Almbjerg.

Titlen "Dobbeltfejl" er et begreb fra tennis, hvor to forkerte server i træk betyder, at modstanderen får point.

Tennis spiller både en direkte og indirekte rolle filmen igennem, hvor to af drengene spiller tennis, mens det samtidig bliver et lag i konflikterne.

"Dobbeltfejl" er blandt kandidaterne til at blive Danmarks officielle bud i kategorien Bedste Internationale Film ved oscaruddelingen i 2027.

Amalie Næsby Fick blev inspireret til at lave "Dobbeltfejl", efter hun læste Anne Mette Kirks roman af samme navn, som filmen er baseret på.

RITZAU