»Når vi var på byggepladser, var jeg der for at gøre rent eller lave mad i deres øjne. Jeg duede kun til at få pik eller skrælle kartofler.« 

Det fortæller 19-årige Sofie, der blev nødt til at forlade sin læreplads som tømrer efter et halvt år. Hun deler nu nogle af sine oplevelser med sexchikane. 

For det var ikke meget læring, hun fik af at være der, men derimod både stress, angst og depression som følge af arbejdsmiljøet – ifølge hendes læge og to psykologer. 

Hun var 17 år, da hun var tømrerlærling hos Holstebro Tømrer- og Bygningssnedker, hvor hun blev udsat for sexchikane. 

Firmaet oplyser i et skriftligt svar til B.T., at de af Tvistighedsnævnet er blevet pålagt at sikre, at arbejdsmiljøet fremover bliver fri for verbale krænkelser. Samt at de har taget det til efterretning. 

'Vi beklager det passerede, og vi gør alt, hvad der står i vores magt for at efterleve kendelsen fra efteråret 2023. Der er nu hengået cirka 3 måneder efter, at sagen fandt sin afslutning, og vi finder ikke, netop af hensyn til de oprindelige parter, anledning til at kommentere sagen yderligere,' uddyber direktør Jesper Vith Nielsen. 

Sofie tog sine oplevelser videre til Tvistighedsnævnet, hvor hun i efteråret 2023 vandt den første sag, som 3Fs Byggegruppe har ført om seksuel chikane mod kvindelige lærlinge. 

Da Sofie begyndte på tømreruddannelsen, var hun ellevild. Endelig havde hun fundet den perfekte kombination af praktik og teori, og det kunne kun blive godt, tænkte hun.

tip os
Har du også oplevet seksuelchikane på din arbejdsplads, så send en mail til ansb@bt.dk eller skriv i boksen her:

Men da hun kom i tømrerlære, fandt hun hurtigt ud af, at virkeligheden var en helt anden. Forløbet er beskrevet i Tvistighedsnævnets kendelse, og nu sætter Sofie også ord på sine oplevelser. 

Hendes daglige leder ville ikke kalde hende ved navn. Det blev derfor, ifølge Sofie, normalt at kalde hende kost eller sæk af svendene. 

Det halve år, hvor Sofie var tømrerlærling, var ikke kun præget af krænkende øgenavne. 

»De kommenterede på mit udseende, og kunne finde på at sige, at de syntes, mit tøj sad for stramt, og at det var distraherende,« siger hun. 

Sofie uddyber, at de gik om bag hende, når hun arbejdede i bestemte positioner, og lavede 'bollebevægelser.' 

Der var sågar en, der sagde til hende, at han glædede sig til julefrokosten, fordi han ville drikke hende så fuld, at hun ikke kunne sige nej, gengiver Sofie. 

Sofie har også fortalt sin historie til Fagbladet 3F, hvor hun uddyber, at tømrersvendene dagligt sagde til hende, 'du skal bolles bagfra' eller 'sut min pik.'

De mange ubehagelige oplevelser med sexchikane fra hendes kollegaer gjorde, at hun følte sig utryg, når de alle arbejdede på en byggeplads, hvor de skulle overnatte. For hvad nu hvis, de kom ind til hende om natten? 

»Jeg forsøgte at sige fra over for min mester, men han mente bare, at svendene havde et godt øje til mig og lige skulle se mig an,« forklarer hun og tilføjer: 

»Så tænkte jeg jo, om det var mig, der var forkert, fordi jeg syntes, at deres opførsel var grænseoverskridende. Jeg spurgte kun om hjælp den ene gang.« 

Sådan var 17-årige Sofies hverdag i et halvt år. 

Efter hendes mester havde affejet hende, følte hun ikke, at hun kunne gøre noget. 

»Jeg smågrinte bare, når de sagde noget til mig. Jeg vidste, at der ville komme noget, der var endnu værre, hvis jeg sagde fra.« 

Sofie flyttede hjemmefra i samme periode og ville ikke bekymre sine forældre for meget. Derfor fortalte hun heller ikke dybdegående, hvordan hun reelt havde det. Måske også fordi hun ikke selv rigtig vidste det. 

»Jeg skammede mig over, at jeg følte, at det var så hårdt og ubehageligt,« siger Sofie. 

Men da hun for anden gange fik besked på, at hun skulle dele værelse med en mandlig kollega, åbnede hun op over for sine forældre. Og de sagde 'stop.' 

»Jeg blev enig med mine forældre og min fagforening om, at jeg ikke skulle færdiggøre min uddannelse hos den virksomhed. Og ingen anden pige eller kvinde bør ende der ude i fremtiden,« siger Sofie.

Sofie blev derfor sygemeldt fra sin læreplads.

Da Sofie trådte ind til et møde med sin fagforening, så hun en mand for bordenden. 

»Jeg var bange for, at han ville reagere, som dem ude i firmaet,« siger hun. 

Men hun blev mødt med forståelse.

Efter et utal af møder mellem Sofie, fagforeningen og mesteren valgte Sofie at tage sagen i Tvistighedsnævnet, der afgør sager, hvor der er uenighed mellem elev og praktikvirksomhed på erhvervsuddannelser.

Tvistighedsnævnet gav den 25. oktober 2023 Sofie medhold i sagen.

Hun var blevet udsat for verbal chikane, også seksuel, og arbejdsgiver havde ikke levet op til ligebehandlingsloven ved at sikre et chikanefrit miljø at arbejde i, lød det i afgørelsen. 

Derfor har hun nu fået 65.000 kroner i godtgørelse, og nu kan hun kigge fremad.

»Det er en lettelse. Min mavefornemmelse tog ikke fejl, selvom folk prøvede at påvirke den,« siger hun.

»Nu kan jeg endelig lægge de ting bag mig, fordi jeg har vundet den her sag.«

Selvom Sofie fik en voldsom start på sin tømrerkarriere, er drømmen endnu ikke slukket. 

Hun skal fortsætte sin uddannelse et andet sted, hvor hun håber og forventer, at hverdagen bliver anderledes. For glæden for faget er ikke taget fra hende endnu. 

Sofie er ikke kvindens rigtige navn, da hun har ønsket at være anonym på grund af sagen og sit videre arbejdsliv. B.T. kender hendes rigtige identitet.