Søvn er blevet et af vor tids vigtigste statussymboler.
Sådan lyder det fra søvnforsker og forfatter Birgitte Rahbek Kornum.
»Det er rykket ind i folks bevidsthed som noget, der har at gøre med et sundt liv. Med søvnen viser vi omverdenen, hvor meget overskud vi har,« siger hun.
Det er altså ikke længere smart kun at sove nogle få timer hver nat. Nu stræber vi efter at sove helst otte timer, fastslår forskeren, der i 2019 udgav bogen 'Forstå din søvn'.
»Ligesom at mange gerne vil vise, de spiser sundt, dyrker motion eller lever bæredygtigt, så vil vi også gerne vise andre, at vi er gode til at sove,« siger Birgitte Rahbek Kornum, der derudover bemærker, at flere holder øje med deres søvn ved hjælp af apps eller anden form for teknologi, der kan hjælpe med at overvåge søvnen.
En ting er dog, hvad vi har af ønsker til vores livsstil. En anden ting er at udføre det i praksis.
Således søger et stigende antal danskere hjælp til at sove ordentligt, har overlæge Poul Jennum for nylig fortalt til Berlingske.
Ventelisten til Dansk Center for Søvnsygdomme er historisk lang. Mens der for en snes år siden var et par hundrede undersøgelser om året, er der i dag over 3.500.
Det er ikke mere en otte-ni år siden, at man gik på direktionsgangene og sagde, at man kunne nøjes med fire timers søvn. Det er der ingen, der gør i dag.Mikael Rasmussen, søvnvejleder
Læg dertil, at op mod 600.000 danskere lider af søvnbesvær, viser tal fra Sundhedsstyrelsen.
Også Mikael Rasmussen, søvnvejleder og forfatter til flere bøger om søvn, har spottet tendensen:
»Det er ikke mere en otte-ni år siden, at man gik på direktionsgangene og sagde, at man kunne nøjes med fire timers søvn. Det er der ingen, der gør i dag. Der er kommet så meget viden i vores samfund om, hvor vigtig søvnen er, og hvor meget det kan påvirke vores hjerne, hvis ikke vi får tilstrækkelig med søvn,« siger han.
På den korte bane kan vi udvikle koncentrationsbesvær, svækket indlæringsevne og dårlig hukommelse, mens vi på den lange bane kan opleve øget risiko for overvægt, type 2-diabetes og depression.

Men hvis vi danskere så er blevet mere bevidste om, hvor vigtig søvnen er, hvorfor er det så svært at udføre i praksis?
Ifølge Mikael Rasmussen skyldes det, at vi udsætter os selv for alt for mange stimuli, som gør, at søvnen ikke kan indtræde naturligt.
»Vi kommer for sent i seng, vi bliver fanget af Netflix, Facebook eller mail, så langt de fleste sover mindre, end de har brug for,« siger han.
Han mener derfor ikke, at flere kommer til at sove bedre i fremtiden:

»Det kommer ikke til at ændre sig. Der er så mange kræfter, der arbejder i modsatte retning. Vi har skabt et konkurrencesamfund med fokus på konstant vækst, hvor det er svært at sove ordentligt. Vi kan jo alle vænne os til at sove for lidt og for dårligt, så vi ikke bemærker, hvad det gør ved vores humør og hukommelse,« siger Mikael Rasmussen.
Ifølge begge eksperter handler den perfekte søvn om både mængde og kvalitet. En voksen bør have mellem syv og otte timers søvn.
»Kvalitet er lige så vigtig som længde. Hvis man sover syv en halv time, så når man alle fem søvnstadier igennem,« siger Mikael Rasmussen og påpeger, at man også skal påregne lidt tid til at falde i søvn og måske at vågne et par gange i løbet af natten.
Birgitte Rahbek Kornum stemmer i:

»Hvis man får forstyrret sin søvn, så kører søvnen ikke så godt. Det kan for eksempel være, hvis man har drukket alkohol, så rammer man ikke REM-søvnen,« siger Birgitte Rahbek Kornum om den del af søvnen, der spiller en vigtig rolle for blandt andet Indlæring og hukommelse.
Hun har svært ved at udpege et bestemt søvnråd, som er det absolut vigtigste, hvis man ønsker en god søvn. Det kan nemlig være meget individuelt, hvad der påvirker vores søvn negativt.
Til gengæld siger hun, at alle bør sørge for at give hovedet ro inden sengetid, få lys i løbet af dagen samt sørge for en aktiv livsstil – dog uden at dyrke hård motion for tæt på sengetid.
»Man skal sørge for at hjælpe hjernen til at vide, hvornår det er dag, og hvornår det er nat. Hvis man er for aktiv om aftenen, så vil hjernen undertrykke trætheden, og så kan det blive sværere at falde i søvn.,« fastslår Birgitte Rahbek Kornum.
Er søvnløsheden blevet et permanent problem, kan det være en god idé at søge professionel hjælp.