Søndag har både Søværnet, Beredskabsstyrelsen og Tårnby Brandvæsen været talstærkt til stede i området omkring havnen i Kastrup på Amager.

Tidligere på dagen er der nemlig tikket flere anmeldelser ind om noget usædvanligt i vandet.

Nemlig en større plamage oliefilm, altså et tyndt lag af olie, der flyder på overfladen af vandet.

Det siger Lasse Vinterby, indsatsleder i Tårnby Brandvæsen, til B.T.:

»Vi har fået flere anmeldelser, da det drejer sig om et rimelig stort område. Det startede ved Dragør Havn og har bevæget sig op mod Kastrup Havn på grund af vinden.«

Ifølge indsatslederen er der derfor sat flere tiltag i gang for at få bugt på den større plamage af oliefilm i havvandet.

»Søværnet har et hjemmeværnsskib på, samtidig med, at Beredskabsstyrelsen hjælper til med at opsamle oliefilmen,« lyder det fra indsatsleden.

Han peger samtidig på, at arbejdet med at fiske al olien op fra vandet ikke bliver nemmere af, at det nu søndag aften er blevet mørkt.

Lasse Vinterby tilføjer dog, at Tårnby Brandvæsen ikke på nuværende tidspunkt er i direkte spil i de undersøgelser, som Søværnet og Beredskabsstyrelsen er i gang med:

»Vi er først i spil, hvis oliefilmen kommer ind mod kysten, og det gør det ikke lige nu. Så vi har bare været på forkant med situationen.«