133 lynnedslag på seks timer omkring det norske fjeld Melshornet mellem Bergen og Trondhjem, lyder det fra Meteorologisk institutt i Norge.

Her var tre søstre fra Oslo taget på ferie, og indtil om aftenen 4. juli havde vejret været helt fint.

Men det skulle hurtigt ændre sig, da der rullede mørke skyer over himlen sent om eftermiddagen, hvor himlen kort efter åbnede sig, så voldsomt vejr kunne komme til. Det oplyser det norske nyhedsmedie VG.

»Det var lige pludselig ekstremt dårligt vejr med lyn og torden. Her igangsatte AMK (Akuttmedisinsk kommunikasjonssentral, red.) en såkaldt VAR-varsling. Det er en telefonkonference mellem aktørerne for at aftale og organisere, hvilke ressourcer der skal sættes ind,« siger redningsinspektør Ståle Jamtli i Hovedredningscentralen til VG.

De tre søstre var derfor pludselig fanget midt i mareridt, og der blev slået alarm.

Den første melding kom kort efter klokken 17, og her lød det, at der var tale om to bevidstløse personer.

En helikopter blev sendt afsted mod fjeldet og var i området omkring klokken 17.30. Men redningsfolkene kunne ikke gå i gang med redningsarbejdet med det samme. Vejrforholdene var for voldsomme.

De fik dog et kort øjeblik, hvor de kunne komme tæt på de tre søstre, og her blev to af dem i første omgang hentet op. Den ene var svært tilskadekommen, men i live, og den anden var omkommet. Kort efter blev den sidste søster hentet, men hun var også død.

Søstrene Victoria Myrset (12 år) og Benedicte Myrset (18 år) døde, da de blev ramt af lynnedslag, da de var på ferie. Foto: Privat / Norsk Politi
Søstrene Victoria Myrset (12 år) og Benedicte Myrset (18 år) døde, da de blev ramt af lynnedslag, da de var på ferie. Foto: Privat / Norsk Politi
Vis mere

Søstrene blev fløjet på hospitalet i Ålesund omkring klokken 19, og kort efter meldte politiet ud, at Victoria og Benedicte Myrset på henholdsvis 12 og 18 år var omkommet. Her var de pårørende underrettet.

Den tredje søster blev udskrevet fra Haukeland Universitetssygehus om eftermiddagen 5. juli, men det blev først meldt ud tirsdag eftermiddag.

Politiet har efterfølgende undersøgt ulykken, og der står klart, at det var lynnedslagene, der var skyld i, at to af søstrene omkom. Der bliver derfor ikke gjort mere i sagen.

I Hareid Kommune, hvor fjeldet Melshornet ligger, har ulykken allerede sat sine spor.

Det har fået sognepræst i Hareid, Lars Hartig-Tangedal, til at åbne op for, at folk kan komme til ham, hvis de har brug for at tale om ulykken.

»Det er sådan noget, som skaber ringe i vandet. Samfundet er sammenkædet, og en konfrontation med liv og død så tæt på kan være hårdt,« siger sognepræsten til VG.

Få har allerede benyttet sig af muligheden.

Også på Midtstuen ungdomsskole i Oslo er man påvirket af tragedien. Her var 18-årige Benedicte tidligere elev, og lillesøster Victoria skulle have startet i tredje klasse efter sommerferien.

»Det er ufattelig trist og en tragisk hændelse. Vi tænker på familien og de nærmeste, som er i sorg,« skriver rektor Sissel Følling Eilertsen til VG.