»Det er virkelig en sag, der stresser os. Vi var i gang med at nyde vores otium her, og det er nu blevet ødelagt.«

Sådan siger Søren Mandrup fra Hillerød i Nordsjælland om den sag, der har martret hans liv i syv år. I 2014 fik naboen lov til at hæve sit hus og grund med 1,4 meter med en gangsti helt tæt på skel.

Det skete, uden at kommunen forholdt sig til et helt centralt problem: At naboen kan glo direkte ind i Søren Mandrups have.

Nu skoser den kommunale vagthund Nævnenes Hus Hillerød Kommune for flere fejl i sagsbehandlingen af naboens byggesag. Derfor skal sagen nu gå om.

Søren Mandrup er vred over, at Hillerød Kommune har givet naboen lov til at bygge et hus og gangsti 1,4 meter over terræn.
Søren Mandrup er vred over, at Hillerød Kommune har givet naboen lov til at bygge et hus og gangsti 1,4 meter over terræn. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Nævnet slår fast, at kommunen har sjusket. Nu skal vi til at finde ud af, om vi vil køre en retssag mod kommunen. For måske er det det, der skal til, hvis vi skal få ret,« siger Søren Mandrup.

Dermed lægger han også en dæmper på den umiddelbare glæde ved at have vundet et slag mod kommunen. For han tror stadig ikke på, at kommunen retter ind efter afgørelsen.

»Jeg stoler ikke på kommunen og er sikker på, at den giver en ny tilladelse bare med en anden begrundelse,« siger han og tilføjer, at han og konen Kirsten Liebst har brugt mere end 50.000 kroner i advokatudgifter i sagen.

Sagen begynder i 2012. Da flytter nye naboer ind i det gamle halvanden etages hus, men i 2014 vælger naboen at rive det gamle hus ned og bygge et nyt.

Da grundene i området skråner meget, læsser naboen en masse jord på grunden for at hæve terrænet, så det nye etplansbyggeri kan »stå i vater«.

For at holde på den læssede jord bliver der samtidig etableret en såkaldt støttemur til at holde på jorden tæt på Søren Mandrups rækværk, hvilket får ham til at protestere til kommunen.

Men i stedet for at rette ind efter loven sender naboen i juli 2016 en ny ansøgning, hvor han beder om tilladelse til at bibeholde det hævede areal og lave en gangsti rundt om huset. Gangstien skal bruges til at pudse vinduer og rense tagrender, lyder det i ansøgningen.

I september 2016 får naboen så sin tilladelse. Søren Mandrup protesterer ved at klage til Statsforvaltningen.

Det hjælper dog ikke Søren Mandrup: I september 2018 giver Hillerød Kommune på ny tilladelse til den eksisterende terrænhævning, blandt andet med den begrundelse, at gangstien kun bruges til at pudse vinduer og rense tagrender med.

Det er den seneste byggetilladelse, som nu er erklæret ulovlig af Nævnenes Hus.

Afgørelsen er en sønderlemmende kritik af Hillerød Kommune, som ifølge afgørelsen slet ikke har taget hensyn til de enorme indbliksgener på Søren Mandrups grund, som byggeriet giver. Den paragraf, kommunen henviser til i sin byggetilladelse, kaldes »en retlig vildfarelse«.

Søren Mandrup er skuffet over kommunen, der gav hans nye nabo lov til at rive det gamle hus ned, hæve det meste af grunden med næsten halvanden meter og bygge et nyt lige op ad skellet.
Søren Mandrup er skuffet over kommunen, der gav hans nye nabo lov til at rive det gamle hus ned, hæve det meste af grunden med næsten halvanden meter og bygge et nyt lige op ad skellet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

'Byggeklageenheden finder, at kommunen ikke har haft hjemmel til at give tilladelse til en terrænregulering,' står der blandt andet i afgørelsen.

Derudover mener byggeklageenheden ikke, at Hillerød Kommune har vurderet indbliksgenerne ordentligt.

'Kommunen har ikke foretaget en skønsmæssig vurdering af, om ulemperne ved den udførte terrænregulering overskrider, hvad der er rimeligt for naboerne at tåle. Dette er en væsentlig retlig mangel,' som det står formuleret i afgørelsen.

Nu skal sagen gå om i kommunen, og Søren Mandrup skal partshøres. Søren Mandrup har dog ikke den store tiltro til, at kommunen lytter til ham.

»Det vil koste kommunen alt for dyrt i erstatning, hvis jeg får medhold,« siger Søren Mandrup.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Hillerød Kommune.