For Søren Meinert er der ingen tvivl. Det vil være en dårlig idé at lukke det omdiskuterede forum Forældreintra.
»Jeg ville aldrig undvære muligheden for at kunne være i en sund dialog med mine børns lærere. Det er min opgave at følge med i, hvad der sker på mine børns skole, bidrage til det og være en del af skolehverdagen. Det vil jeg godt nok have svært ved med den blå kontaktbog.«
Sådan fortæller den 40-årige Søren Meinert fra Vipperød, der selv arbejder som lærer, til B.T., efter regeringens stresspanel har foreslået, at det meget omtalte forum Forældreintra bliver lukket.
Årsagen er, at man mener, det stresser både forældre, lærere og elever.

»Jeg har da også hørt skræmmehistorierne om, hvordan det kan udvikle sig på Forældreinta, men herregud, så ligger vi forældre jo, som vi har redt,« forklarer Søren Meinert.
Han forklarer, at man kan undgå problemerne med disciplin. Både fra forældrene og fra skolens side.
»På den skole, hvor min søn går i 2. klasse, var det første, der skete på et møde i 0. klasse, at vi som forældre fik en vejledning i, hvordan vi kan bruge Forældreintra med omtanke. I de uger, hvor jeg oplever, at der kan være mere end to beskeder fra mit barns skole, er det, fordi jeg selv har kontaktet dem og stillet et spørgsmål,« fortæller Søren Meinert.
Han mener derfor ikke, at det er Forældreintra, der stresser forældrene.
Det er derimod alt det udenom.
»Det her er mere et udtryk for, om vi som forældre magter at sortere i vores egen tid og prioritere vores børn, eller om vi som forældre har alt for travlt med vores egne sociale medier, med vores egen fitnesstræning, med vores egne selvrealiseringsprojekter, og derfor ikke vil tage os tiden til vores børn. I min verdensopfattelse er vi derhenne, hvor flere har alt for travlt med alt muligt andet end at være forælder,« forklarer han.
»Hvis ikke jeg interesserer mig for min søns skole og hans hverdag, så sætter jeg også mig selv uden for indflydelse,« tilføjer han.
I de 14 år, han selv har arbejdet som lærer, har han ikke en eneste gang modtaget en henvendelse fra en forælder, der mente, det var for meget med Forældreintra.
»Men jeg har da også set, at nogle forældre har været på Forældreintra 400 gange på et halvt år. Det er forkvaklet. Så har skolen ikke stillet klare forventninger op. Systemet er jo bygget sådan op i dag, at hvis jeg får en besked fra skolen, så får jeg en notifikation på min telefon. Jeg behøver ikke at gå ind at kigge hele tiden.«
Ud over at foreslå, at Forældreintra bliver lukket, har regeringens stresspanel foreslået, at Aula, som er den kommende erstatning af Forældreintra, bliver aflyst.
Den del forstår Søren Meinert heller ikke.
»Det er som at sige, at vi er ved at skifte benzinbilerne ud med elbiler, og nu skal vi droppe alle biler,« fortæller han.

Han forklarer samtidig, at forældrene til eleverne i hans søns klasse undgår den 'fnidder', som Forældreintra tit beskyldes for at indeholde, ved at de ofte ses med hinanden.
»De øvrige forældre ses jeg med tre-fire-fem gange om året til nogle arrangementer, som skolen har bedt os om at lave. Og fordi vi mødes så tit, så er der ikke det der fnidder i krogene om, hvem der har gjort hvad og hvorfor. Vi er i god dialog med hinanden, fordi skolen har bedt os om at være det og har turdet stille nogle krav om det,« siger Søren Meinert.
Det er kommunerne, der skal lukke det digitale forum, hvis man vælger at følge regeringens stresspanels anbefaling.
Hos Kommunernes Landsforening siger man dog klart nej til at stoppe udviklingen af Aula, skriver Ritzau.