I mange lande er mundbind blevet en del af hverdagen. Nogle steder er det endda obligatorisk at bære mundbind i offentligheden. Men ikke her i Danmark, hvor flere eksperter dog på det seneste har diskuteret, om et krav om at bære mundbind i offentligheden er en god idé.

Nu melder Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, klart ud i sagen.

»Mundbind giver ingen mening i den nuværende situation, hvor vi stadig har en meget lav smitte i Danmark,« siger Søren Brostrøm til DR.

Udmeldingen kommer, efter at der hen over weekenden blev registreret en stigning i antallet af både nysmittede og indlagte med coronavirus her i Danmark.

Her blev der konstateret 109 nye smittetilfælde i Danmark, mens antallet af indlæggelser steg med syv til 23.

Flere eksperter vurdede så sent som i går over for B.T., at det kan være et spørgsmål om tid, før også danskerne bliver nødt til at vænne os til at gå med mundbind til hverdag.

»De danske sundhedsmyndigheder har en relativ unik holdning til mundbind i sammenligning med andre lande. Omkring 90 procent af verdens befolkning lever med en anbefaling om at bruge mundbind,« siger Michael Bang Petersen, der er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Mens danskerne går rundt uden mundbind, kan anden bølge af covid-19 allerede være på vej.

Flere europæiske lande melder om markante stigninger i antallet af smittede, og hos Lungeforeningen vækker det bekymring, at antallet af nysmittede også her til lands er steget en smule på det seneste.

Lungeforeningen, hvis medlemmer er i risikogruppen for at blive alvorligt syge af covid-19, mener, at tiden kan vise sig moden til at anbefale ansigtsmasker allerede nu.

»Det er bekymringsværdigt. Selv om tallene er små endnu, går det i den forkerte retning. Jeg håber, at Seruminstituttet kan komme med nogle oplysninger om, hvordan smitten har spredt sig. Hvis det viser sig, at smitten spredes i det offentlige rum, så tror jeg, at tiden er inde til at anbefale ansigtsmasker,« siger formand Torben Mogensen.

Over for DR understreger Søren Brostrøm, at det på sigt kan give mening at indføre krav om mundbind i eksempelvis den kollektive trafik og steder, hvor mange danskere er samlet på begrænset plads.

Det er dog ikke noget, Sundhedsstyrelsen har taget stilling til endnu.