»Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.«

Jens Bejer Clausen forsøger at gentage hele frihedsbudskabet, men må gå i stå.

»Jeg får helt en klump i halsen, når jeg siger det.«

Han var en lille dreng, da Danmark blev besat, og næsten en teenager, da landet blev frit. I dag er han 87 år gammel og har oplevet mange dage. 5. maj er en af dem, der skiller sig ud:

»Det var en livsbegivenhed. Jeg kan huske, jeg sad med min mor og min bedstemor foran radioen, og vi græd alle sammen. Nu var det overstået,« fortæller Jens Bejer Clausen fra Rømø.

Han var ikke i modstandsbevægelsen eller sympatisør. Men han og flere andre sønderjyder fortæller i dag historien om tyskerne, der indbød sig selv og tog, hvad de manglede.

»Der gik ikke længe, før de tog vores lade og sov i den. Og så drak de sgu vores mælk,« fortæller Svend Åge på 87 år fra Skærbæk.

Flere var bange for tyskerne, for det var ikke mange år siden, at Sønderjylland sidst havde været tysk i årtier.

I videoen over artiklen kan du møde tre almindelige sønderjyder, som alle sammen klart kan huske den dag, de blev befriet. En dag, der tydeligvis stadig gør indtryk.