Søndag tager bygerne endelig en pause
Der bliver brug for regn- og vindtæt overtøj fredag og lørdag, men det lysner mod slutningen af weekenden.

Der bliver brug for regn- og vindtæt overtøj fredag og lørdag, men det lysner mod slutningen af weekenden.

Vejret kommer til at sætte tålmodigheden på prøve i den kommende weekend.
Fredag og lørdag kommer der regn, byger og blæst, men søndag ser det våde efterårsvejr ud til at tage en pause.
Det fortæller Thor Hartz, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
- Søndag er helt klart den bedste dag, hvor vi kan få lidt sensommer, siger han.
- Der er mere sol, tørvejr og efterhånden også aftagende vind, tilføjer han.
Det gode vejr lader dog vente på sig. Fredag er det allerede begyndt at regne over den sydvestlige del af landet, og i løbet af dagen trækker regnvejret ind over resten af landet.
Der kan falde mellem 10 og 20 millimeter regn fredag, vurderer DMI.
- Efter det her regnvejr klarer det en lille smule op fredag eftermiddag, men der vil være en del byger, og de byger kan godt være ret kraftige, lokalt med torden, siger Thor Hartz.
Temperaturerne kommer ikke meget over 14-17 grader.
- Samtidig med den lidt køligere temperatur begynder det også i eftermiddag at blive mere blæsende. Det bliver let til frisk vind og op til hård vind ude ved kysterne, siger DMI-meteorologen.
Natten til lørdag fortsætter bygerne, selv om der vil være lidt længere imellem dem.
Lørdag byder på ustadigt efterårsvejr med en del byger, men der vil også være enkelte afbræk med sol. Det bliver dog ret blæsende med jævn til hård vind fra vest og nordvest.
- Ude ved kysterne vil det være op til kuling med nogle kraftige vindstød. Der bliver både brug for regn- og vindtæt overtøj, hvis man skal være udenfor, siger Thor Hartz.
Søndag tager bygerne endelig en pause, lyder det fra DMI. Et mindre højtryk bevæger sig ind over Danmark, og det betyder mindre regn og mere sol.
- Det bliver tørt, og der bliver plads til nogen eller en del sol, og vinden vil også aftage i løbet af dagen. Temperaturerne tager et nyk opad med 16-19 grader, måske lokalt 20 grader, siger Thor Hartz.
RITZAU