Danske børn og unge er blandt dem i verden, der bruger mindst tid med andre jævnaldrende.

Danske unge bruger mindre af deres fritid på at være fysisk sammen med andre unge.

Det skriver Information fredag, efter at en ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) beskriver tendensen.

I 2009 sagde 17 procent af de 15-årige, at de var 'sjældnere' sammen med venner end ugentligt.

Ifølge Vives undersøgelse var det 35 procent af de 15-årige, der svarede det samme i 2017.

Senioranalytiker Karen Margrethe Dahl, der står bag undersøgelsen, mener, at skolereformen kan være en del af forklaringen. Men den helt store tidsrøver er sociale medier.

- Der er sket et fald i socialt samvær for alle aldersgrupper. Om det er godt eller dårligt, at børn og unge er mere sammen virtuelt, kan vi ikke sige, men det er en kæmpe kulturændring på få år, siger Karen Margrethe Dahl til Information.

Ud fra undersøgelsen kan man ikke konkludere, at unges stigende brug af sociale medier og længere tid i skolen fører til dårligere trivsel. Karen Margrethe Dahl mener alligevel, at man skal følge udviklingen tæt.

- De foregående generationer er vokset op med en højere grad af kontakt med jævnaldrende uden voksenstyring.

- Så hvad er det, børn og unge går glip af i deres sociale udvikling, og hvad er det, man ikke lærer, når der er mindre fysisk samvær med jævnaldrende. Jeg vil tro, at noget af det, som man mister, er en del af sin sansning af andre mennesker, siger hun til Information.

/ritzau/