Inden interviewet havde han egentligt tænkt sig ikke at »hænge nogen ud«, siger han.

Alligevel ender Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, hurtigt med at udpege en helt bestemt person som ansigt på problemet:

Den danske iværksætter Martin Thorborg.

»Hvis velhavende mennesker pensionerer sig selv, fordi de har råd til det, så har det nogle konsekvenser,« siger Christian Rabjerg Madsen, da han er gæst i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen.

I sidste måned startede Rabjerg en debat om danskernes arbejdstid, som han frygter vil falde i sådan en grad, at der mangler skatteindtægter til at betale for fremtidens sygeplejersker, skolelærere og pædagoger.

Og Rabjergs partiformand, statsminister Mette Frederiksen, fulgte for et par uge siden trop i en tale på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg. Her advarede hun mod »uvirksomhed og dovenskab« skarpt bevæbnet med et gammelt citat fra 1920ernes og 1930ernes langskæggede socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning.

Indtil nu har Socialdemokratiet ikke sat navn på, hvem der helst ikke må arbejde mindre. Men der er altså for eksempel tale om rigmænd, siger Christian Rabjerg Madsen her:

»Jeg læste i B.T., at en meget velhavende iværksætter, Martin Thorborg, havde valgt at arbejde mindre, og at han ikke synes, at det er noget problem, hvis man pensionerer sig som 50-årig, hvis man har råd til det.« 

»Det kan jo godt være et perspektiv, man kan have, hvis man har rigtig mange penge, men man skal bare vide, at dem, der så finansierer velfærdssamfundet, er de slagterimedarbejdere, der ikke har råd til at pensionere sig som 50-årig. For vores velfærdssamfund er bygget op om, at man hele livet igennem arbejder ganske meget.«

Tror du ikke, at Martin Thorborg allerede nu har betalt mere i skat, end slagterimedarbejderen gør et helt liv?

»Han har formentlig betalt mere i skat, end jeg nogensinde kommer til. Og det er jo godt. Men vores velfærdssamfund hænger finansieringsmæssigt sammen ved, at også velhavende mennesker betaler skat igennem hele livet.«

Christian Rabjerg Madsen i studiet hos Joachim B. Olsen
Christian Rabjerg Madsen i studiet hos Joachim B. Olsen

'Han stak selv snuden frem'
Martin Thorborgs udtalelse om, at han selv er begyndt at arbejde mindre end før, er i Christian Rabjerg Madsens øjne et eksempel på et generelt problem: »Man forherliger det at arbejde mindre«, som Rabjerg siger.

»Og der opstår bare en meget stor ulighed, hvis velhavende mennesker stopper med at arbejde som 50-årige. Så bliver der en regning, vi ikke kan betale. Og det bliver slagterimedarbejderen, SOSU-assistenten og HK'eren, der kommer til at betale den regning, fordi de ikke har mulighed for at betale sig ud af problemerne ligesom Martin Thorborg.«

Hvad vil din besked til Martin Thorborg være?

»Jeg synes, man skal være meget tilbageholdende med at fælde dom over den enkelte.«

Men det gjorde du jo lidt …

»Ja, det gjorde jeg lidt. Nu kan jeg måske lige så godt gå linen ud.«

»Min pointe er, at hvis rige mennesker begynder at gå på pension som 50-årige bredt set, så er der et hul i statskassen, og det kan vi kun betale ved at skære ned, og det kommer ikke til at gå ud over de rige, for de kan betale selv. Det kommer til at gå ud over alle de andre.«

»Når jeg lige nævner Martin Thorborg, så er det, fordi han selv har stukket snuden frem i debatten. Men jeg skal ikke fælde dom over enkeltindivider, der kan have forskellige grunde til at gøre, som de gør.«

Men er det ikke en gyldig grund at stoppe med at arbejde, fordi man har tjent mange penge og gerne vil noget andet med sit liv?

»Hvis der er mange, der gør det, så får vi meget store udfordringer med at have gode skolelærer i dine børns skoler, gode pædagoger i mine børns daginstitutioner og dygtige sygeplejersker,« siger Christian Rabjerg Madsen.

'Han skulle skamme sig'
Opsangen fra den socialdemokratiske politiker bliver taget imod med boksehandsker af Martin Thorborg:

»Det er jo en typisk afledningsmanøvre fra en person, der har givet op,« siger iværksætteren om angrebet fra Rabjerg.

»Den store og svære opgave er at se på, hvorfor vi ikke får mere velfærd for den skat, vi betaler, men når man ikke evner det, fordi man ikke er dygtig nok, så kan man pege sådan en som mig, der har knoklet røven i laser og sidder på den grønne gren, og så er det lige pludselig min skyld, selvom jeg i mit liv måske har betalt 50-100 gange så meget i skat som en gennemsnitlig dansker.«

»Jeg synes, han skulle skamme sig,« siger Thorborg.

Du kan se Martin Thorborgs modsvar i videoen i toppen af artiklen.

Selvom Martin Thorborg arbejder mindre end tidligere, så er han ikke gået på pension. Han er i dag administrerende direktør i regnskabsvirksomheden Dinero. Det er ifølge ham selv et job, han kan klare på under 37 timer om ugen. Derudover holder han omkring 10 ugers ferie om året, fortæller han, og drikker kaffe med sin kone til klokken ni om morgenen, hjælper hende med deres hoteller på Bornholm og investerer i virksomheder. »Jeg kan ikke lide golf, så jeg går til 'virksomhed' i min fritid,« siger han.
Selvom Martin Thorborg arbejder mindre end tidligere, så er han ikke gået på pension. Han er i dag administrerende direktør i regnskabsvirksomheden Dinero. Det er ifølge ham selv et job, han kan klare på under 37 timer om ugen. Derudover holder han omkring 10 ugers ferie om året, fortæller han, og drikker kaffe med sin kone til klokken ni om morgenen, hjælper hende med deres hoteller på Bornholm og investerer i virksomheder. »Jeg kan ikke lide golf, så jeg går til 'virksomhed' i min fritid,« siger han. Linda Kastrup

Kan selv få tidlig pension
Mens Socialdemokratiets politiske ordfører gerne langer ud efter rigmænd, så stejler han over at skulle tale om sin egen mulighed for at gå tidligt på pension som folketingspolitiker.

Folketingspolitikere har i dag mulighed for at få udbetalt pension allerede tre år før folkepensionsalderen.

Christian Rabjerg Madsen ingen holdning til, om det er retfærdigt eller ej – i hvert fald ikke nogen holdning, han vil dele nu:

»Jeg synes ikke noget, før vi har drøftet det mellem partierne.«

Så du kan godt sige noget om, hvad Thorborg bør gøre, men ikke om I selv skal kunne trække jer tidligt tilbage?

»Jeg synes, det er fornuftigt, at vi tager den drøftelse.«

Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Men hvorfor kan du ikke sige, om du synes, at I skal kunne trække jer tilbage tidligere, når du kan sige noget om Martin Thorborg?

»Jeg tror, det er helt inde for skiven at have en generel drøftelse af vores økonomi og det forhold, at der er en sammenhæng mellem, hvor meget vi arbejder, og om vi kan betale for velfærdssamfund, og så sige, at hvis vi skal lande et godt sted i forhold til vores egen løn- og pensionsforhold, så er det fornuftigt at tage en drøftelse om det på Christiansborg.«

»Jeg tror ikke, vi kommer det nærmere.«

Hør hele interviewet med Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen':

Podcast

Christian Rabjerg langer ud efter Martin Thorborg

Socialdemokratiet advarer mod dovenskab, uvirksomhed og lavere arbejdstid. Partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, nævner i den forbindelse to grupper: Indvandrerkvinder og rigmænd, der kunne finde på at trække sig tidlige tilbage fra arbejdsmarkedet - herunder med navns nævnelse den danske iværksætter Martin Thorborg.