Det skal være slut med, at udvisningsdømte kriminelle og afviste asylansøgere placeres under samme tag på Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland til stor utryghed for naboerne til centret.

Sådan lyder et af i alt syv forslag om Udrejsecenter Kærshovedgård fra Socialdemokraterne.

Forslagene kommer, efter B.T. her i efteråret i en artikelserie blandt andet har dokumenteret, at de i dag 230 beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård ved den lille midtjyske stationsby Bording er blevet sigtet i 85 sager.

Og det er blot, siden centret blev oprettet i marts 2016 og frem til september i år, og sagerne tæller blandt andet vold, trusler om vold, hærværk og især butikstyverier i lokalområdet.

I samme periode har Kriminalforsorgen, der driver Kærshovedgård for Udlændingestyrelsen, indberettet hele 257 kriminelle forhold og alvorlige episoder som dødstrusler og seksuelle krænkelser begået internt på centeret.

Det skaber alt for stor utryghed i lokalsamfundet, og derfor er der brug for handling nu, mener udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye (S).

»Der er brug for et nyt center, der kan løse problemet med, at afviste asylansøgere og udvisningsdømte kriminelle i dag er blandet på Kærshovedgård. Det skaber stor utryghed i lokalsamfundet, fordi borgerne i Bording ikke ved, om de står overfor en hårdkogt udvisningsdømt kriminel eller en afvist asylansøger i den lokale Fakta,« siger han og tilføjer:

»Lars Løkke Rasmussen sagde i sin grundlovstale, at vi ville få et nyt udrejsecenter (i et europæisk land uden for EU, red.) inden nytår. Men det har regeringen opgivet at nå, og den har heller ikke sat penge af til det i 2019. Samtidig kan vi se, at Kærshovedgård vil være fyldt op til kapacitetsgræsen på 400 personer allerede i 2020. Derfor kan vi lige så godt forholde os til det nu og få oprettet et nyt center til udvisningsdømte kriminelle inden Kærshovedgård bliver fyldt op.«

Helt konkret har Socialdemokratiet altså lyttet til de bordingensere, der her i B.T. har opfordret politikerne på Christiansborg til at flytte de i dag 59 udvisningsdømte kriminelle udlændinge på Kærshovedgård til et andet sted.

Regeringen tog med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen i marts 2016 det tidligere stasfængsel Kærshovedgård i Midtjylland i brug som udrejsecenter for afviste asylansøgere, udviste kriminelle og udlændinge på tålt ophold. B.T. sætter i den kommende tid fokus på konsekvenserne.
Regeringen tog med udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i spidsen i marts 2016 det tidligere stasfængsel Kærshovedgård i Midtjylland i brug som udrejsecenter for afviste asylansøgere, udviste kriminelle og udlændinge på tålt ophold. B.T. sætter i den kommende tid fokus på konsekvenserne. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Vi synes, det er naturligt at få skilt de udvisningsdømte kriminelle fra de afviste asylansøgere. Det vil øge trygheden i Bording,« siger Mattias Tesfaye.

Samtidig foreslår Socialdemokratiet, at lokale borgere og forretningsdrivende i og omkring Bording skal kunne få økonomisk kompensation fra staten, hvis deres ejendom har tabt salgsværdi som følge af naboskabet til udrejsecenteret.

»Hvis staten træffer en beslutning, som betyder, at værdien af ens ejendom falder ret voldsomt i værdi, så skal staten kompensere. Det samme princip gælder jo, hvis staten anlægger en motorvej, en flyvestation eller opsætter vindmøller,« siger Mattias Tesfaye.

Borgerne skal også kunne søge om økonomisk støtte til etablering af sikkerhedsforanstaltninger som videoovervågning, alarmer og hegn, foreslår Socialdemokratiet. Og Mattias Tesfaye vil ikke afvise, at de borgere og erhvervsdrivende, der allerede har punget ud af egen lomme, skal kunne søge om kompensation.

Dansk Folkeparti er klar til at diskutere Socialdemokratiets forslag, men mener grundlæggende, at udfordringen med at skabe tryghed omkirng udrejsecentre skal løses ved, at Danmark udfordrer de internationale konventioner og frihedsberøver i hvert de udvisningsdømte kriminelle udlændinge, indtil udvisningen kan effektueres.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har ikke mulighed for at kommentere Socialdemokratiets forslag i dag, oplyser hendes særlige rådgiver til B.T.