Taliban har store indtægter på at udvinde og sælge smykkestenen lapis lazuli.

Den blå smykkesten lapis lazuli, der er blevet en vigtig indtægtskilde for Taliban-bevægelsen i Afghanistan, bliver solgt i danske butikker. Det skriver Information.

Smykkestenen bliver primært udvundet i Afghanistan.

Information har kortlagt 39 danske webforhandlere, der sælger lapis lazuli i Danmark. Otte forhandlere oplyser om oprindelsesland. Af dem oplyser seks Afghanistan.

En af de største er smykkevirksomheden Ole Lynggaard Copenhagen. Den er kongelig hofleverandør og sælger eksklusive smykker til mere end 275 butikker på verdensplan.

I øjeblikket kan man købe 31 smykker indeholdende lapis lazuli. Det dyreste står til 87.500 kroner.

Søren Lynggaard, medejer og direktør i Ole Lynggaard Copenhagen, erkender problematikken, men er først nu blevet opmærksom på forbindelsen mellem stenen og Taliban.

»Det er vi rigtigt kede af. Vi er ikke interesserede i at finansiere Taliban, så vi skal sikre, at den lapis lazuli, vi bruger fremadrettet, ikke kommer fra Afghanistan.«

»Hvis ikke vi kan dokumentere det og samtidig få den kvalitet, vi har behov for, så vil vi ikke sælge lapis mere,« siger Søren Lynggaard til Information.

Grossistvirksomheden Stenguiden leverer lapis lazuli til over 70 danske butikker.

Anders Futtrup, der er direktør hos Stenguiden, mener ikke, at ansvaret bør være op til den enkelte forhandler.

»Der burde lovgives om det, og så burde det simpelthen bare forbydes, hvis det støtter Taliban,« siger Anders Futtrup til Information.

Der er ingen lovgivning, der forhindrer salg af lapis lazuli i EU. Ny lovgivning om konfliktmineraler trådte i kraft tidligere i år, men det omfatter kun guld, tin, tantal og wolfram (tungsten).

Ifølge et Taliban-medlem, der udtaler sig i en lækket Nato-rapport fra 2020, er Talibans årlige indtjening fra minedrift på 464 millioner dollar.

Det placerer ifølge Information minedrift som Talibans største indtægtskilde over narkotika, som tidligere har været anset som bevægelsens primære indtjeningskilde.

/ritzau/