Smuk video fra dansk fotograf går verden rundt


»Jeg ville gerne fortælle, hvor smuk en natur vi har i Danmark, og jeg var klar over, det var vigtigt at få sat billeder på.«
For tre år siden begyndte den nordjyske fotograf Jonas Høholt på et omfattende og tidskrævende projekt. Det er der kommet et smukt resultat ud af, som har vakt opsigt i hele verden.
Jonas Høholt har de sidste otte år arbejdet med funktionen timelapse, hvor man tager stillbilleder med sekunders mellemrum over en lang periode.
Han har længe været fascineret af den visuelle oplevelse, timelapse giver, og metodens muligheder for at fortælle historier i kombination med musik og lyd.

Han besluttede sig derfor for at lave en fortælling om årstidernes skiften. Motivet var Nordjyllands smukke og øde naturområder.
Det er der kommet en imponerende film på tre minutter ud af, der kan ses herunder.
Optagelserne er blandt andet fra Rebild Bakker, Rold Skov, Råbjerg Mile, Rubjerg Knude, Slettestrand, Thorup Strand og Nationalpark Thy.
Praktisk betød det, at Jonas Høholt brugte hundredvis af timer på at finde de rigtige lokationer til sin film.
Herefter fulgte arbejdet med at udvælge og indstille udstyret, så Jonas Høholt fik de helt rigtige vinkler og billeder.
Han optog 2.000 timer i alt, og den længste sekvens var 14 timer lang.
I december gik Jonas Høholt i gang med at klippe sin film, og i marts kunne han lægge det færdige resultat på videodelingstjenesten Vimeo.
Her er den blevet set mere end 50.000 gange, og brugere af både Vimeo og YouTube roser videoen for dens skønhed og den enorme arbejdsindsats, der ligger bag.

Jonas Høholt selv er også tilfreds med resultatet.
»Jeg er enormt glad for videoen, og jeg lavede den først og fremmest for at gøre mig selv glad. At andre så også synes, det er fedt, er bare endnu bedre,« siger han.
Han håber også, at videoen vil få flere danskeres øjne op for, hvor smuk natur vi har herhjemme.
Noget, vi især har mulighed for at værdsætte dette forår, hvor coronaepidemien indtil nu har forhindret os i at rejse ud.