Naomi Campbell fylder 50, og det kan være mange år for en model, der lever af reklamens version af et perfekt udseende. Men Campbell kan mere end at se godt ud.

I de seneste 32 år har Naomi Campbell været efterspurgt.

Hun har været en af verdens højest betalte supermodeller, har været kæreste med berømtheder og været gæst ved fester, hvor de kendte og rige personer også kommer.

Naomi Campbell er ikke ung mere. Hun er voksen nu og fylder 50 den 22. maj. Men hun har formået at holde sit "brand" varmt. Hendes ansigt kan stadig sælge tøj og deodorant.

Under coronakrisen har hun også været "varm".

Hun bor i New York, et epicentrum for smitten i USA, og da det stod værst til i april, opfandt hun sig selv i en ny rolle, nemlig som talkshowværtinde

Hun lavede sit eget show på YouTube fra karantænen. Hver dag chattede hun live med andre berømte modeller som Cindy Crawford og Karlie Kloss.

- Jeg vil gerne have, at folk kan se, at vi er tilgængelige. At de ved lidt mere om os, sagde hun til Reuters.

Hun tilføjede, at folk normalt ser dem tale sammen i fem minutter ved "lanceringen af et eller andet".

Nu kunne folk se dem chatte i en halv time, og det interesserer ifølge modellen mange mennesker.

Hun inviterede også sine følgere på Instagram til at deltage i daglig workout med sin personlige træner.

Naomi Campbell, der er født i England i 1970, har været berømt siden 1988.

Sådan rigtig berømt.

Da opdagede et bredt publikum første gang pigen, der er datter af en jamaicansk-født mor.

Hendes mor blev forladt af faren, da moren var gravid i fjerde måned med Naomi. Bruddet betød, at moren ikke ville have, at Naomi skulle møde sin far.

Som barn var Naomi Campbell med i flere videoer fra musikscenen, og som 16-årig var hendes karriere som model ved at tage form.

Hun kom på forsiden af livsstilsmagasinet Elle.

Som 18-årig kom hun som den første sorte kvinde på forsiden af modemagasinet Vogue, og derfra var vejen som ikon kridtet op.

I 1999 var hun med i en fotoserie i Playboy og også på forsiden.

Hun har lagt navn til et utal af parfumer og tøjkollektioner, og hun har tjent styrtende med penge.

Op igennem 1980'erne og 90'erne udgjorde Naomi Campbell sammen med Cindy Crawford, Claudia Schiffer, Christy Turlington, Linda Evangelista og Kate Moss "de seks store" blandt supermodeller.

Privat har hun været kæreste med Adam Clayton, der tager sig af basgangen i U2.

Hun skal også have været kæreste med skuespilleren Robert De Niro og den russiske rigmand Vladislav Doronin.

Naomi Campbell er i øvrigt berygtet for at have et voldsomt temperament, der flere gange har bragt hende på kant med loven.

I 2008 blev hun idømt 200 timers samfundstjeneste for et overfald på to betjente i Heathrow-lufthavnen i London.

/ritzau/