Australske varaner overlevede 78 dage i pakke på dansk postcenter. Nu har gerningsmanden fået stor bødestraf.

Københavns Byret har idømt en mand 130.000 kroner i bøde for forsøg på at indsmugle tre varaner fra Australien.

Det er en af de største danske bøder for overtrædelse af reglerne om handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

Det oplyser Miljøstyrelsen. Der blev afsagt dom i august, men styrelsen er først nu blevet orienteret.

To af varanerne overlevede næsten tre måneder i det Internationale Postcenter, uden af nogen kendte til deres eksistens.

Først da pakken begyndte at lugte dårligt, fattede medarbejdere i postcenteret mistanke.

I kassen var der en død og to udsultede varaner.

- Vi er i Miljøstyrelsen godt tilfreds med dommen, fordi den stemmer overens med forbrydelsen og værdien af de dyr, der er blevet forsøgt indsmuglet, siger biolog Maj Friis Munk fra Miljøstyrelsen.

Ulovlig handel med levende krybdyr udgør en stigende trussel mod de vilde bestande. EU er et af de største markeder for handel med levende krybdyr, og der blev i 2017 konfiskeret flere end 13.000 levende dyr alene i EU.

Dommen i sagen blev afsagt 27. august, efter at Miljøstyrelsen i 2017 havde politianmeldt manden for overtrædelse af reglerne om udryddelsestruede vilde dyr.

Varanerne blev sendt i en eksprespakke, der ifølge papirerne indeholdt støvler. Den dømte fik besked om, at pakken var klar til afhentning i postcenteret.

Han afhentede den dog af uvisse årsager ikke.

Varanerne er af arten varanus varius - på dansk kaldet broget varan. Da de blev fundet efter knap tre måneder, var de omkring en meter lange og vejede 800-900 gram.

- Pattedyr dør jo, hvis ikke de får vand og mad, men stofskiftet fungerer anderledes på krybdyr, så man kan godt sende dem på denne måde, uden at de dør, og det er ikke første gange, vi ser det, siger Maj Friis Munk.

Varanerne kan blive op til 50 år gamle, men lever typisk 10-15 år og kan blive op til to meter med en vægt på op til 14 kilo.

Broget varan lever kun i Australien, der har et totalt forbud mod udførsel af deres vilde dyr og planter.

De to overlevende varaner befinder sig nu i København Zoo, hvor de kommer til at indgå i et avlsprojekt for den sjældne varanart.

/ritzau/