Ifølge sms-besked stammer budskabet fra lederen af Hizbollah-bevægelsen.

Københavns Politi undersøger en række anmeldelser om en sms-besked, der torsdag er blevet rundsendt, og som angiveligt opfordrer til hævnaktioner mod folk, der foretager koranafbrændinger. Det skriver TV 2.

Politiet bekræfter over for Ritzau, at man har modtaget flere anmeldelser, og at sagen nu bliver undersøgt nærmere. Men på nuværende tidspunkt kan politiet ikke oplyse yderligere.

Ifølge TV 2 er der tale om en besked, hvor afsenderen er angivet som "Alert" eller "Alarm".

Beskeden er udformet som et citat fra Hizbollah-leder Hassan Nasrallah og lyder blandt andet:

- At sætte ild til Den Hellige Koran udstiller Sveriges og de vestlige landes hykleri og forræderi, lyder meddelelsen.

Ifølge TV 2, som har set den fulde meddelelse indeholde beskeden et link til en side, hvor der tilbydes en dusør for at udlevere Rasmus Paludan - død eller levende.

Paludan siger til TV 2, at han ikke er overrasket over meddelelsen.

/ritzau/