Den er helt gal på Søhøjskolen i Egedal Kommune.

Med påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed har kommunen valgt at lukke fire årgange ned, foruden de 4.- og 5.-klasser, der i forvejen var hjemsendt. Det er nu udvidet til eleverne fra 0.-5.-klasse.

Det skriver kommunen på sin hjemmeside.

Det har man set sig nødsaget til, da hele 75 elever er smittet med coronavirus, mens otte ansatte ligeledes har modtaget en positiv test i perioden mellem 29. november og 5. december. En smitte, der breder sig over 19 klasser i alt.

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer smitten til at være decideret 'ukontrollabel', da der ikke er sikkerhed for, om smittekæderne er brudt.

»Det er vigtigt, at alle nu er ekstra opmærksomme på de sædvanlige hygiejneregler, lader sig teste, og meget gerne også vaccinere, hvis det ikke allerede er sket,« fortæller Egedal Kommunes velfærdsdirektør, Søren Trier Høisgaard.

Fra 7. til 13. december vil børnene i 0.-3.-klasse modtage fjernundervisning, mens det samme gør sig gældende for 4.- og 5.-klasserne til og med 9. december.

Hverken elever eller pårørende er i den periode velkomne på skolen, hvad end det er de indendørs eller udendørs arealer, de skulle have lyst til at besøge, og både fritidsklub og SFO lukkes ned for de omfattede årgange.

Styrelsen for Patientsikkerhed har anbefalet alle skolens elever, personale og familie hertil at få minimum en coronatest mellem 7. og 13. december.