Det danske epicentrum for coronavirus hedder lige nu Kolding, hvor mange skolebørn er smittet med den ekstra smitsomme engelske variant, B117.

Nu viser det sig, at det særligt er én skole i Kolding, der har en forholdsvis stor andel af tosprogede elever samt modtage- og specialklasser, smitten kommer fra.

Nærmere bestemt Munkevængets Skole. Det skriver Folkeskolen.

Og netop på grund af skolens sammensætning af elever har skolen også haft nødåbent under hele coronakrisen – i modsætning til mange andre skoler.

Og det er netop i disse klasser, smitteudbruddet i særdeleshed kommer fra, og hvor 18 elever og 13 medarbejdere i skrivende stund er hjemsendt.

Det betyder ifølge skoleleder Stine Kirk Jensen, at smitteudbruddet på skolen ikke har noget at gøre med, at regeringen tillod 0.-4. klasse at komme tilbage. For smitten kommer fra de andre elever.

»Genåbningen i mandags havde ikke så meget med det her smitteudbrud at gøre,« siger skolelederen.

Derfor har Kolding Kommune nu følt sig tvunget til at lukke skolen helt ned i en kort periode. Også for specialklasser og nødundervisning.